Børn får eget univers i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/05/2020 07:42

Fortsat frit skolevalg når Bakgården flyttes til øst-Aars

AARS: Byggeplanerne er færdige, og navnet er besluttet.

Når børnehaven Bakgården flytter, genopstår den med både vuggestue og navnet ”Børneuniverset”.

Det var det mest populære forslag hos børnene, og blev derfor valgt af personalet.

Leder Heidi Lynggreen svinger sig ligefrem op til at kalde valget af navnet for en demokratisk proces men anerkender med et lille smil, at det nok mest er børnenes forældre, som har en forståelse af, hvad demokrati betyder.

- Men navnet passer godt til os. Vi har i forvejen afdelingerne Solstrålen, Regnbuen og Mælkevejen. Vuggestuen kommer til at hedde Lille Bjørn. Alle er ting, som er forbundet til stjerner og dermed universet, og vi vil selvfølgelig skabe et læringsunivers i de nye lokaler, siger Heidi Lynggreen.

Fortsat frit valg

Blandt forældrene har reaktionen på flytningen været blandet.

De nye lokaler, hvor en del er nybyggeri, bliver placeret ved Østermarkskolen.

Det er blevet mødt med spekulationer i, at den kombinerede vuggestue og børnehave skal levere elever kun til Østermarkskolen.

Spekulationer som på det kraftigste afvises af Heidi Lynggreen.

- Der vil absolut fortsat være et frit skolevalg for alle børn. Det afhænger af bopælen, og ikke hvor børnehaven ligger. Jeg kan ikke sige noget om, hvordan det ser ud om 15 år, hvor børnefamilier til den tid kan bo andre steder i Aars, og hvor det måske vil være naturligt at børnene starter i skole på Østermarkskolen, men det er helt sikkert ikke planen at skubbe børn over i Østermarkskolen, siger Heidi Lynggreen.

Den udmelding bakkes op af formanden for Vesthimmerland Kommunes Børne- og Familieudvalg.

- Vi flytter Bakgården og opretter samtidig en vuggestue for at leve op til efterspørgslen på vuggestuepladser i Aars. Der mente vi, det var bedst at tilbyde det ved Østermarkskolen, så vuggestuepladserne er fordelt i Aars. Det vil også give et godt samarbejde med skolen, og børnene kan føle sig trygge, når de skal begynde i skole, men det frie skolevalg bliver ikke ændret, siger Inger Nielsen (V).

Hjemligt miljø

Det primære fokus hos leder og personale på Bakgården frem til flytningen er at forberede både børn og forældre så godt som muligt, og forsikre dem om at læringsmiljøet består.

De fleste institutioner har sin egen profil, men selvom Bakgården er DGI godkendt har den ike nogen fast profil. Og får det heller ikke hvis det står til Heidi Lynggreen.

- Vi vil have alt det, der giver sammenhæng i børnenes liv. Det er gode nære relationer, omsorg og samarbejde. Hos os lærer børnene om sprog, natur, leg og bevægelse. Vi vil have et hjemligt miljø, hvor børnene føler sig set og trygge, og hvor forældrene kan se det i deres børn, siger Heidi Lynggreen.

Hun skal også ansætte nyt personale, fordi der kommer flere børn, når Lille Bjørn kommer til. For at sikre et fortsat godt arbejdsmiljø, hvor alle kan tale med alle, taler hun med det nuværende personale om at flytte til vuggestuen - dermed bliver der plads til nye ansigter både der og i børnehavedelen.

- Det handler altsammen om relationer og samspil mellem børn, forældre og personale. Vi har både store og små grupper, og vi giver plads til spontanitet, samtidig med at børnene skal lære at kunne vente på deres tur. Når vi arbejder med børn, skal vi kunne være os selv. Måske har man fået en række 12-taller på pædagoguddannelsen, men hvis man ikke kan være sig selv og møde børnene mere eller mindre i øjenhøjde, tror jeg ikke, man bliver en god pædagog, siger Heidi Lynggreen.

Mindre natur

Det eneste lidt negative aspekt ved flytningen er tabet af de naturprægede omgivelser.

Den nuværende legeplads ligger lige ved siden af anlægget og langt væk fra mere eller mindre larmede biler. Heidi Lynggreen slår armene ud og ser på legepladsen og de grønne træer og buske.

- Det kan vi ikke tage med os. Men, vi får en god beliggenhed i rammer, der ikke er for store. Vi får ikke natur som her, men vi får et skovkrat, hvor man kan lave huler og klatre i træer. Det hele handler om, hvordan vi indretter os, og med de planer der ligger nu, kan vi sagtens se os selv i det, siger Heidi Lynggreen.

Hendes største håb inden flytningen, der efter planen skal ske 1. februar 2021, er, at forældrene og dermed børnene flytter med.

Nogle har allerede valgt andre børnehaver til, og ifølge Heidi Lynggreen skyldes det både usikkerhed og praktiske grunde.

De praktiske grunde kan hun ikke stille noget op imod og har fuld forståelse for.

- Hvis man bor meget tæt på en anden institution og får længere transporttid, kan jeg sagtens forstå det. Men, hvis fravalget af Bakgården skyldes usikkerhed, håber jeg, forældrene vil vente og se vores nye vuggestue og børnehave, inden de beslutter sig - forhåbentlig for at lade dem gå i Børneuniverset, siger Heidi Lynggreen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"