Både piger og drenge fra Aars tog medaljer

Af Ture Damtoft, Onsdag, 24/04/2019 08:21

GYMNASTIK: Minigymnasterne fra Aars Gymnastikforenings TeamGym Himmerland var lige inden påske til sæsonens anden og sidste konkurrence i Svendborg - og både pigerne og drengene kom hjem til Himmerland med medaljer.

Minipigerne konkurrerede mod seks andre hold i deres division. De fik flotte karakterer i både rytme, trampet og på bane, og efter deres tre discipliner havde de gjort det så godt, at de indtog førstepladsen.

De kunne kun væbne sig med tålmodighed, mens de andre hold gennemgik deres øvelser og fik deres karakterer.

Holdet stod spændt og ventede med armene om hinanden, og da sidste karakter kom op var andenpladsen sikret, og pigerne jublede og faldt hinanden om halsen af glæde.

Det var 10 storsmilende Minipiger, der gik indmarch og stolt stillede sig op på podiet efter at have givet highfives til Minipigerne fra IdrætsForeningen Centrum, som vandt tredjepladsen.

Minidrengene havde i modsætning til pigerne ikke de store håb om at få medaljer i deres division. Der var hele seks point op til 1. pladsen og 2,525 point op til 3. pladsen. Derfor var medaljehåbene små, men drengene var opsatte på at yde deres allerbedste, og se hvor langt det kunne række.

Minidrengene var også blandt de første, der optrådte, så de holdt også godt øje med pointtavlen. Efter en stærk præstation lå de nemlig til at få medaljer, og det holdt hele vejen.

Silkeborg og Svendborg tog sig af de øverste podiepladser, og på tredjepladsen kom så TeamGym Himmerland, der sikrede sig bronzemedaljen med 0,025 point mere end Randers og IF Centrum på en delt fjerdeplads.

Læs mere i Aars Avis uge 17...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"