Anlægget i Aars gøres klart til Stafet for Livet

Af Ture Damtoft, Torsdag, 13/06/2019 08:00

AARS: Banneret for Stafet for Livet er kommet op ved anlægget i Aars, og det er scenen også.

Det er tre frivillige fra logistikgruppen til Stafet for Livet, som Aars Avis traf og fik en lille snak med om forberedelserne.

- Scenen er også kommet op, og så kommer teltene. Dem begynder vi med torsdag morgen, hvor børneteltet, madteltet, og hvad vi ellers har brug for, kommer op, siger Elo Sørensen.

Han hygger sig med opgaverne sammen med kammeraterne Finn Larsen og Preben Lindhardt Pedersen, og alle tre ser frem til løbet over weekenden.

Sidste år var der 800 deltagere, og sammen skabte de en fest i anlægget på trods af den alvorlige baggrund for arrangementet.

Når løberne begiver sig ud på den første omgang på lørdag kl. 11, vil der stå en helt telt-by i anlægget, hvor man kan hygge sig og få forplejning i de 24 timer stafetten varer.

Der er lige nu tilmeldt 714 deltagere og 50 fightere, som enten har kræft eller har færdiggjort deres behandling.

- Alt i alt er det rigtig flot. Vi har fået 100 tilmeldelser bare de sidste par dage, og man kan jo komme og melde sig til når som helst. Også under selve løbet, hvor der også er åbne hold, så man kan løbe sammen med andre, fortæller Lasse Myrup, der står for alle tilmeldingerne.

For dem som ikke har så meget kraft i benene, er der også mulighed for at bidrage til indsamlingen.

- Man kan komme ned og være en del af det, købe en kop kaffe eller tombola lodder, være med til nat-banko eller byde på tingene til auktionen om søndagen. Der er masser af muligheder, selvom man måske ikke kan holde til at løbe, siger Lasse Myrup.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"