Alvorlig ulykke med personskade

Af Ture Damtoft, Fredag, 18/01/2019 10:50

SJØSTRUP: I morges klokken 04.37 fik politiet en melding om et alvorligt trafikuheld på Aggersundvej ved Sjøstrup. En 25 årig lokal mand kom kørende i nordvestlig retning, og ved Rønnevej ramte han en modkørende lastbil, der blev kørt af en 32 årig ligeledes lokal mand, i siden.

Den 25 årige var efter uheldet kontaktbar, men han blev overført til hospitalet til undersøgelse for skader. Politiet kunne ikke sige noget specifikt om førerens tilstand udover, at han ikke er i livsfare.

Der skete store materielle skader ved uheldet - ikke overraskende primært på personbilen.

Politiet har ikke nogen umiddelbar forklaring på årsagen til uheldet. Der var ikke glat føre, og føreren virkede ikke påvirket. Politiet har dog fået taget en blodprøve til analyse for enten at kunne udelukke eller fastslå, at den 25 årige mand var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

 

Få dog et kørekort

AARS: En 28 årig lokal mand kan se frem til et par bøder fra politiet. Politiet stoppede manden for at køre for stærkt på Aggersundvej ved Aars klokken 11.27 i går. Ellers var han ikke blevet stoppet, oplyser politiet.

Men når man så er blevet stoppet, er det nok ret sjældent, politiet ikke beder om at se kørekortet. Det kunne den 28 årige ikke, så han kørte altså også uden førerret.

Politiet oplyste ikke, hvor mange gange, han eventuelt er blevet stoppet for at køre uden kørekort, men er det første koster det en bøde på 7000 kroner, er det fjerde gang en bøde på 14.000 kroner og er det mere end fire gange, kan han muligvis se frem til en lille ferie i en af Hotel Gitterlys danske afdelinger.