Altertæppe et lille stykke danmarkshistorie i Indien

Af Ture Damtoft, Fredag, 28/02/2020 11:33

AARS: Historien begynder helt tilbage i 1755, da Serampore i den østlige del af Indien blev indviet som dansk handelsstation.

Der blev naturligvis bygget en kirke, som stod færdig i 1805. Den hedder St. Olaus Kirke, og snart vil det altertæppe, som 10 damer fra Aars og omegn har brugt halvandet år på at lave, pynte i kirken med dets mange farver og flotte håndværk.

Tæppet blev præsenteret af syerne og initiativtager og designer Lone Chodavarapu i Aars Kirkecenter i søndags, 23. februar.

Hun og hendes indiske mand Dhamu havde været på besøg i Serampore i sommeren 2017 sammen med en gruppe på 18 danskere.

Efter over 200 år var kirken i en sølle forfatning. Derfor tog Dhamu Chodavarapu initiativ til at etablere foreningen Serampores Venner og få kirken restaureret i den tidligere danske handelsstation.

Danmark huskes godt

Ideen til altertæppet kom fra et besøg hos biskoppen i Kolkata, som er ejeren af kirken.

- Serampore er et af de steder, hvor vi huskes for noget godt. Danmarks tredje universitet blev oprettet i Serampore, og det fungerer endnu. Efter besøget hos biskoppen lavede jeg hurtigt en skitse til altertæppet, og det er den, vi har arbejdet ud fra, siger Lone Chodaravapu. 

Kulturministeren og Nationalmuseet kom på banen med deres ekspertise, Realdania med en stor pengepose, og foreningen med indsamlede midler.

- Kirken er nu renoveret, genindviet og rigtig flot, og den er anerkendt af Unesco som bevarings værdig verdens arv. Indvendig var den lidt kedelig, så jeg viste biskoppen en lille skitse til et altertæppe, der kan hænges op bag ved alteret, lidt som vi bruger en altertavle. Han ville gerne have sådan et tæppe med livets træ - solen for lys og varme og de flyvende fugle som symbol på friheden. Nu skal vi over med altertæppet, som bliver hængt op 12. marts. Der kommer biskoppen og alle præsterne til indvielsen og går i proces omkring kirken, inden altertæppet blvier hængt op, fortæller Lone Chodavarapu.

Ved afsløringen tilbage i Aars Kirkecenter var det ikke alle 10 syere, som kunne være med. Men det fire, som var der, fik stor ros fra gæsterne og ikke mindst initiativtageren.

- Jeg har jo ikke selv været med til at sy det, så jeg kan godt tillade mig at sige, vi kan være stolte over resultatet, siger Lone Chodavarapu.

Syerske Inger Krogh tør også sige, hun er stolt.

- Jeg har været med siden starten og var selv i Serampore i 2009, hvor kirken var nærmest faldefærdig. Jeg har fulgt processen hele vejen. Det har været et stort arbejde med mange mennesker involveret, og man blvier da stolt, når man kan se så flot et resultat, siger Inger Krogh.

Nyt stykke historie

Arbejdet med altertæppet har stået på i lange aftentimer i Kræmmerhuset på V. Boulevard i Aars. Med sine 320 x 160 cm. skulle der findes en alternativ løsning for at kunne komme til.

- Det var spændt ud på et bord uden bordplade, så vi kunne komme til med nålene. Vi har arbejdet med fotokopier for at kunne se mønstret, inden vi begyndte at sy, og der har også været lidt justeringer undervejs, fortæller Susanne Borring, der ikke helt var solgt på idéen med det samme.

- Jeg tænkte, hvad fanden skal vi lave det for, griner hun med en god portion selvironi, for hun blev også bidt af projektet og tanken om at få et lille stykke Aars hele vejen til Indien.

- Det er fedt at have været med til at lave noget, hvor folk kan se, der har været 10 danske kvinder, som har lavet noget for dem. Det giver en rigtig god følelse, siger Susanne Borring.

Det imponerende altertæppe fik kun lov at hænge i Kirkecenteret i to dage, fordi lokalet skulle bruges. Nu er det i Kræmmerhuset, hvor Lone Chodaravapu får besøg af folk, som gerne vil se det.

Den 8. marts drager hun til Serampore sammen med sin mand Dhamu for at give et nyt stykke i den 265 år lange danske historie i den tidligere handelskoloni.

RETTELSE: I Aars Avis blev der skrevet, at Rita Andersen var syerske, og hun blev citeret for at have været med fra starten. Der skulle have stået Inger Krogh. Det er nu rettet. Rita Andersen bidrog med fotokopier og andre materieler til arbejdet med altertæppet.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"