Aktivitetshus i Godthåb på vej

Onsdag, 26/05/2010 10:32

GODTHÅB: På et velbesøgt borgermøde i Godthåb Forsamlingshus blev der tirsdag den 27. april fremlagt ideer og visioner for et kommende aktivitets- eller multihus i byen. Mødet er kommet i stand i et samarbejde mellem Godthåb Borgerforening, Samrådet og Lyngbjerggårdskolen.
Lyngbjerggårdskolen har længe haft behov for bedre faciliteter til idræt, kreative fag samt fritidsordningen. Skolens bestyrelse har drøftet sagen i længere tid og er nået frem til, at et aktivitetshus, som kan benyttes af alle byens borgere er at foretrække, fordi skolen kun kan udnytte kapaciteten i skoletiden. Således sagde viceleder Erik Steffensen, da han fremlagde skolens ideer for borgerne. Han understregede, at der ikke skal bygges en skolehal, men derimod et hus, der som en myretue vil summe af liv. Derfor er det vigtigt, at hele byen udtrykker deres behov og byder ind med initiativer, som kan præge projektet. Han efterlyste ildsjæle med lyst til at gøre en indsats.
Konsulent Ole Brandgaard, DGI, der har været involveret i mere end 100 projekter om multihuse og aktivitetscentre, holdt et meget inspirerende oplæg om, hvad man kan gøre for at komme i gang. ”Der skal blot 500 mennesker til i en lille by for at skabe et bæredygtigt projekt. I er 1800 her i Godthåb, så hvad venter I på?” Som noget af det første mente Ole Brandgaard, at man skulle satse på at få en forening op at stå og gå i gang med de aktiviteter, der kan startes uden de store omkostninger og som ikke kræver særlige fysiske rammer. Dernæst kan man formulere de behov man ønsker tilgodeset i aktivitetshuset. Huset skal fungere som et supplement og ikke en konkurrent til allerede eksisterende aktiviteter, og det er der god grobund for. Ole Brandgaard konstaterede ved en håndsoprækning, at der i salen blandt de fremmødte var ca. fem gange så mange, der dyrkede aktiviteter udenfor klubregi som indenfor klubregi.  I det hele taget pillede Ole Brandgaard ved den traditionelle ”haltænkning” og tilhørernes fordomme, om hvor, hvornår og hvordan man kan være aktiv samtidig, med at man indgår i fællesskabet.
Efterfølgende blev tilhørerne placeret i otte diskussionsgrupper, som ud fra en gennemgang af de allerede eksisterende aktiviteter diskuterede hvilke ønsker man kunne have til et kommende aktivitetshus. Noterne overdrages den arbejdsgruppe, som mange interesserede meldte sig til ved mødets afslutning. Noget nyt er hermed sat i gang med “Godt-håb” for multihus.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"