Afslutning hos Støvring Seniordanserne

Tirsdag, 27/04/2010 14:38

STØVRING: Støvring Seniordansere har danset for sidste gang i denne sæson på Bavnebakkeskolen. Den sidste aften blev lidt anderledes end vanlig, da der efter dansen blev hygget med en bid brød og socialt samvær.
Samme aften kunne man fejre to ti års jubilarer og én 15 års jubilar.  Else Jensen og Signe Kristensen har begge danset i ti år,  og begge fik en flot buket blomster.  Inger Otte har danset i 15 år og har som Signe været en del af bestyrelsen gennem henholdsvis 11 og 5 år.  
Det er ikke de første der har holdt jubilæum i foreningens historie. Denne form for motion er sjov og festlig og de mange år som danser fortæller ikke så lidt om, hvor sundt det er at røre sig til glad musik i et godt selskab. 
Foreningen har netop været på en to-dags ophold på Rønnes Hotel, hvor danse-skoene blev flittig brugt, men der blev også tid til et spil for at hvile benene. Vejret var perfekt til en rask travetur til Vesterhavet, for at samle ny energi til festmiddagen og dansen bagefter, hvor Les Lancier blev danset i flotteste stil.
Hvert år arrangeres der en fælles aften sammen med Gymnasterne ”Sirenerne”. Det er blevet en fast tradition sidst i marts, at mødes og vise hvad man hver især har arbejdet med i vinterens løb. Derefter er der fællesdans og så finder man kaffekurven frem og hygger om det store flotte kagebord, for til sidst at slutte af med en sang, hjulpet godt på vej af Karin Skovmand ved klaveret.
Dansen holder pause i sommer for så at være klar til den ugentlige træning igen til efteråret, men der er dog mulighed for lidt seniordans hen over sommeren på Spille-mandsmuseet i Rebild.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"