Aars tager tredjepladsen efter flot hjemmesejr

Af Ture Damtoft, Mandag, 17/06/2019 11:57

FODBOLD: Aars Idrætsklub fik den eftertragtede revanche, da de lørdag slog Hersom/Bjerregrav med 3-0 på hjemmebanen Aars Stadion foran omkring 100 tilskuere.

Det har været en lidt turbulent sæson for holdet, som for bare tre kampe siden så sig en anelse bekymret over skulderen til de forfølgende hold.

Men tre sejre på stribe senere, og tredjepladsen i puljen er sikret efter lørdagens hjemmesejr.

- Første halvleg var en rodet affære, hvor vi er bedst de første 30 minutter, hvorefter Hersom/Bjerregrav kommer mere og mere på bolden og ender med at få sat os under pres det sidste kvarters tid. I halvlegen er spillerne virkelig fokuserede og opsatte på at få kampen under kontrol igen. Nøjagtig som det var tilfældet i mandagens kamp mod Rosendal, kommer vi ud til 2. halvleg med fornyet energi og troen på, at det kan lade sig gøre, siger træner Allan Leander.

Der var dog en stor forskel fra kampen mod Rosendal, i og med at Aars IK ikke var bagud ved pausen. Og i anden halvleg lukkede spillerne ned for modstanderne og bankede selv bolden i mål.

- Først scorer Mioo Hathaw et klassemål, hvor bolden var klistret til hans fødder, inden han valgte at ligge den ind bag en chanceløs keeper. Derefter udviste Peter Nielsen stort overblik, da han meget uselvisk valgte at spille Kasper Hyldal helt fri, så han let kunne score til 2-0, inden Jonas Frederiksen lukkede og slukkede til kampens resultat 3-0, siger en meget tilfreds Allan Leander om kampen.

Nu skal den sidste kamp mod Farsø/Ullits på udebane på lørdag lige overstås, og så begynder han og klubben at se frem mod næste sæson.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"