Aars stiler mod håndboldoprykning

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/03/2019 07:00

HÅNDBOLD: De fik revanche - spillerne på 2. divisions herreholdet i Aars Håndboldklub.

Modstanderne i søndagens kamp, Nøvling Idrætsforening, havde slået Aars med fire mål tilbage i oktober. I søndags sejrede Aars med otte mål, så holdet fik revanche og bevarede håbet om oprykning.

- Det var en rigtig god kamp. Vi var oppe med fire mål i første halvleg. De kom op igen i anden halvleg, men vi fik styr på Nøvlings playmaker, og så kørte vi den hjem derfra. Jonas Jensen spillede en rigtig god kamp, siger træner Claus Sevel.

Lægterne blev fyldt godt ud i Idrætscenter Østermarken til herrekampen, og de håbefulde tilskuere blev belønnet med en godt spillet kamp, så Aars stadig er med i kampen om oprykning.

- Der var fin opbakning i hallen, og vi kan mærke når der er så mange tilskuere. Det giver et løft, siger Claus Sevel.

Der resterer fire kampe i divisionsrækken, og det vil ikke være en overraskelse for læsere af Aars Avis, at de alle skal vindes for at have håb om oprykningskampe. Næste kamp er på udebane mod Hornbæk på lørdag, 9. marts. En kamp som træneren ved, der skal kæmpes hårdt for at vinde.

- Hornbæk er et hold, der altid kæmper for sejren og bliver ved til sidste minut. Det bliver et tæt opgør, og de har hentet tre spillere hjem, så de har et bedre hold end i begyndelsen af sæsonen, siger Claus Sevel.

I opgøret mellem de to hold i november vandt Aars Håndboldklub med 32-27. En gentagelse af det resultat - bare med en sejr til udeholdet - vil absolut være godkendt.

Næste og næstsidste hjemmekamp er søndag, 17. marts mod Viborg. Kommer Aars hjem fra Hornbæk med en sejr har vi igen en god grund til at fylde den store hal i Idrætscenter Østermarken og heppe for en sejr, siger træneren.

I topopgøret i divisionen vandt sidste uges modstander HC Midtjylland over topholdet fra Mors.

Det betyder at stillingen er Midtjylland på førstepladsen til automatisk oprykning og Mors/Thy på andenpladsen, der giver adgang til oprykningskampene. Men Mors/Thy kan ikke rykke op, derfor kan en 3. plads i rækken være nok til, at Aars Håndboldklub kan spille med om oprykning. Og Aars kigger ikke ned i tabellen og håber på nederlag til modstanderne. De vil selv afgøre det med fire sejre i de fire resterende kampe.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"