Aars-spillemand vender tilbage

Af Ture Damtoft, Torsdag, 23/07/2020 08:15

AARS: Spillemand, gårdmusikant eller gøglermusikant.

For Jacob Hogrebe gør det ingen forskel, hvad han bliver kaldt.

I lørdags 18. juli underholdt han sammen med spillemandsmakkeren gennem 27 år, Sonni Christensen, ved lørdagsmusik på Kimbrertorvet i Aars.

Det er mange år siden, den nu i Aarhus-bosatte musikant har spillet i barndomsbyen, hvor han kom fra en spillemands-familie.

Selvom faderen var apoteker, så spillede han også violin, og musikaliteten tog Jacob Hogrebe i den grad til sig.

Den nu 65-årige klaver- og harmonika-spiller arbejdede som musiker i tre årtier, og det har bragt ham rundt i stort set hele Europa.

Og til Tyrkiet, hvor han blev smidt i fængsel.

Jacob Hogrebe har altid prøvet at samarbejde omkring musikken på tværs af kulturer.

Det har givet ham oplevelser med sigøjnere i Ungarn, Spanien, Rumænien, Kosovo og Bulgarien.

- Jeg ved godt, man siger, de skal kaldes romaer nu. Men, de kalder sig selv sigøjnere. I 1998 lærte jeg en ungarsk sigøjner, Tibor Lakatos, at kende. Gennem ham kom jeg tæt på sigøjnerne. Man tror altid det værste om dem, men de er så hjertelige og kærlige, når man lærer dem at kende, og så har de en meget rig kultur med dans, musik og sang - lige fra det mærkelige til det sjove og det vilde. Jeg har brugt hele mit liv og musikken til at lære folk at kende og nedbryde fordomme og grænser mellem kulturer og mennesker, fortæller Jacob Hogrebe.

Tyrkisk fængsel

De fordomme er nogle steder sværere at nedbryde end andre.

Det fandt Jacob Hogrebe ud af i 1984.

Han var på besøg hos kurdiske venner i Tyrkiet, hvor han som altid lærte de traditionelle lokale sange og spillede sammen med sine kurdiske venner.

- Jeg blev sat i fængsel for at have optaget kurdisk musik. Det kurdiske sprog var forbudt, og de, som brugte det, blev straffet for det. Jeg blev smidt i fængsel sammen med musikanter og skolelærere, som prøvede at bevare kurdiske traditioner og kultur, fortæller Jacob Hogrebe.

Indespærringen af danskeren kom i tv-avisen dengang, for ingen vidste, hvor han var blevet af.

Jacob Hogrebe fik ikke lov til at have nogen som helst form for kommunikation med den danske ambassade eller familie.

To gange blev han overført til andre fængsler - på intet tidspunkt fik han en forklaring eller at vide, hvad han var anklaget for.

Efter 38 dage i uhumske forhold i overfyldte celler kom han, og den familie han havde boet hos, for en dommer.

- Vi blev allesammen løsladt uden på noget tidspunkt at få en forklaring på det, eller hvorfor de havde arresteret os. De 38 dage føltes meget længere, for jeg vidste aldrig, hvad der ville ske, siger Jacob Hogrebe.

Har man set filmen Midnight Express fra 1978, har man en idé om, hvilke forhold Jacob Hogrebe var indsat under - heldigvis kun i 38 dage.

I dag ser han tilbage på fængslingen med den viden, at tingene ikke har ændret sig meget for kurderne.

- Det var en barsk omgang, men også en oplevelse for livet. En politikommissær sagde dengang, at jeg ikke skulle være venner med sådan nogle mennesker, som var i familie med sigøjnere og jøder. Det har ikke ændret sig meget. Mine venner dernede fortæller, at det stadig kan være besværligt at have et kurdisk navn, fortæller Jacob Hogrebe med tristhed i stemmen.

De Splittergale

Tilbage i Danmark stiftede den uddannede socialpædagog i 1990 ”De Splittergale”.

En gruppe med især psykisk sårbare, men også med en bankrøver.

- Når man blander noget forskelligt sammen, sker der noget sjovt. Alle de forestillinger man har om, at syge eller tidligere kriminelle ikke kan bruges til noget, bliver afkræftet. Og kunst har for mig noget med galskab at gøre på en eller anden måde. Man skal finde det utæmmede i sig selv, siger Jacob Hogrebe.

Selvom han er blevet efterlønner og ikke længere lever af musikken, er han stadig ofte ude at optræde sammen med unge folkemusikkammerater.

Hans faste makker er reservesønnen Sonni Christensen, som han tog under vingerne, da Sonni som 10-årig mistede sin far.

- Jeg kan godt lide at hjælpe og samle mennesker. Det var også derfor, jeg lavede ”De Splittergale”. Jeg har været med til at arrangere sigøjnerfestival fem gange i forbindelse med Aarhus Kulturuge op til 2017, hvor byen var europæisk kulturhovedstad. Så har jeg i 22 år arbejdet meget med en trup i Ungarn, som hedder Romano Suno. Der har jeg spillet til sigøjnerfestival i grænsebyen Sátoraljaújhely, hvor der kom sigøjnere fra hele Europa, siger Jacob Hogrebe, der er en tilsyneladende uudtømmelig kilde til fantastiske historier.

Aars 150 år

Næste kapitel bliver i august tilbage i barndomsbyen Aars.

Som en del af fejringen af Aars Bys 150 års jubilæum, har Jacob Hogrebe været med til at arrangere ”Folkemusikaften”.

En fest der skal være med til at give spillemandstraditionen videre til den unge generation.

Interessen er der.

- Jeg har f.eks. spillet til en 70 års fødselsdag, hvor de unge ikke anede hvad gårdmusikanter var. De kom og snakkede og stillede spørgsmål bagefter. Der er virkelig en interesse for spillemandsmusik og dans, og det håber vi at kunne brede ud, siger Jacob Hogrebe.

Til arrangementet i Aars kommer truppen Festlig Folkedans, musikanter fra Himmerlands Folkemusikskole i Skørping og unge musikanter fra truppen Nordisk Dans, hvor en del er tidligere gymnasieelever fra Aars.

Og så kommer Jacob Hogrebe, selvom det er mindre vigtigt, synes han.

- Jeg synes ikke selv, jeg er så interessant. Det er de mennesker, jeg har været i kontakt med, som har en lang tradition og en kultur, hvor vi kan lære noget af hinanden, som er interessante, siger Jacob Hogrebe, der har fået livsvarige venskaber gennem musikken. Nogle gange længere end livet.

11. marts var han i Ungarn for at skåle med Tibor Lakatos i en Tuborg over hans grav, efter lederen af Romano Suno døde i 2014. Der blev sunget og spillet på graven i bedste sigøjnertradition.

- Det har jeg gjort i fem - seks år, og jeg har også haft unge med for at nedbryde fordomme om sigøjnere. Det er det vigtigste musikken kan gøre. At vi lærer hinanden at kende og lærer af hinanden, slutter Jacob Hogrebe.