Aars by skal sprudle af aktivitet i jubilæumsåret

Onsdag, 26/09/2018 08:42

29 repræsentanter for foreningslivet ser muligheder

Af Thorkil Christensen
AARS: Når Aars i 2020 får mulighed for at fejre 150 års jubilæum vil det bl. a. ske med fokus på den vækst og virkelyst, der har skabt den største by i Vesthimmerland. Og der lægges op til, at det bliver et jubilæumsår, som sprudler af aktivitet.
En arbejdsgruppe med direktør Broder Berg, Vesthimmerlands Museum, i spidsen havde forleden indbudt repræsentanter for flere end 100 foreninger i Aars til et møde i Aars Kirkecenter, hvor man drøftede mulighederne for at fejre jubilæet. 29 repræsentanter mødte op - nogle med flere "kasketter" - og det skønnes at et halvt hundrede foreninger på den måde var repræsenteret.
- Kan vi ved at stå tættere sammen løfte noget mere, og måske skabe en fortælling om vores by, som kan række et stykke ud i fremtiden, sagde Broder Berg i sit oplæg til, hvad aftenens ideudviklingsmøde gik ud på. Han lagde op til, at jubilæet skal vare hele året og sagde, at der allerede af arbejdsgruppen var igangsat en ansøgningsproces for at skaffe midler til gennemførelse af jubilæumsaktiviteterne og til eventuel ansættelse af en koordinator. Tanken er, at man inden længe skal have et "skelet" klar til jubilæet og være afklaret om "hvad fejrer vi" og "hvad kan vi fejre".
Lokalhistorisk Arkiv på Vesthimmerlands Museum har arbejdet med historien om Aars. 100 års jubilæet blev markeret i 1970, hvilket stemmer overens med oplysninger fra tidligere museumsinspektør Sigfred Vestergaard Nielsen om Farvergården i Aars, hvor byens første iværksættere etablerede sig i 1870. Vestergaard Nielsen havde mødt nogle af de personer som levede på den tid og hørt dem fortælle om livet i Aars dengang da byen kun bestod af nogle få huse, et par købmandsgårde og en kirke. Siden udviklede Aars sig fra at være landsby til stationsby og er i dag en moderne by i vækst med servicefag, handel og industri, men også uddannelse, kunst og kulturliv.
Efter Broder Bergs oplæg fortalte TV-journalisten, byrådsmedlem Per Jensen, Løgstør, om Løgstørs fejring af byens 500 års jubilæum i 2016, hvor han var koordinator. Budgettet var 1,3 mio. kr., hvoraf Vesthimmerlands Kommune ydede 350.000 kr. Vidensdeling på koordineringsmøder hver måned i planlægningsfasen var vigtig, og han anbefalede, at man gennemfører jubilæumsåret med en lille handlekraftig organisation med et bredt fundament til at styre og koordinere.
I Løgstør udarbejdede man en projektbeskrivelse af hensyn til sponsorer. Det er en beskrivelse med tids- og aktivitetsplan og med ansvarlige påført de projekter som man skal gennemføre, bør gennemføre eller kan gennemføre.
Per Jensen holdt et meget inspirerende indlæg, og det fremgik, at ikke mindst foreningslivet i Løgstør spillede en stor rolle i forbindelse med aktiviteterne. Formålet med jubilæet udover almindelig fejring til glæde for borgerne, var at gøre Løgstør kendt i et større område med henblik på øget bosætning.
- Men det var også at styrke sammenhængskraften i byen, og det er lykkedes, sagde Per Jensen.
Efter Per Jensens indlæg blev der lagt op til gruppearbejde for de 29 deltagere. De skulle arbejde med hvilke muligheder der er i fejringen af et byjubilæum, og blev bedt om at give et bud på, hvad der skal til for at byens foreninger, institutioner og borgere gør fælles fodslag. Der blev spurgt om hvordan den enkelte forening kan bidrage og om der er ideer og konkrete forslag til aktiviteter og arrangementer.
Der kom mange ideer på bordet, og sløret blev løftet for en del ideer til aktiviteter i jubilæumsåret. På et møde i kommende uge vil arbejdsgruppen evaluere på mødet, og forsøge at plotte de første aktiviteter ind i en kalender for 2020.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"