Aars på jagt efter første sejr

Af Ture Damtoft, Torsdag, 17/10/2019 12:50

HÅNDBOLD: Vi har forberedt os de sidste fjorten dage og har haft fokus på forsvaret. Jeg forventer en sejr i aftenens kamp, siger Jannie Lynge, træneren for Aars Håndboldklubs 2. divisionshold.

Hun mangler et par spillere til aftenens kamp pga. ferie, så der er kommet et kendt og et nyt ansigt med.

- Karina Svoldgaard er med igen, og så har jeg taget en U19 spiller med for færste gang, som jeg glæder mig til at se i aktion, siger Jannie Lynge.

Hun peger på forsvaret som nøglen til sejr, ikke mindst fordi aftenens modstander på udebane, ASA Aarhus, scorer gennemsnitligt 10 mål mindre pr. kamp.

- De scorer 16 og vi scorer 26, så vi har ikke haft svært ved at score, og vi er forberedt på, at de sandsynligvis spiller med offensivt forsvar. Vi skal lave lidt flere tacklinger og være nogle hårdere bananer, så tror jeg også på, resultaterne kommer. Spillerne har i hvert fald amtitionerne til at være med, hvor det er sjovt, siger Jannie Lynge.

Kampen i aften spilles i Aarhus. Næste hjemmebanekamp er mod Hornbæk lørdag, 26. oktober.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"