Aars kamp ikke belønnet som fortjent

Af Ture Damtoft, Lørdag, 12/08/2023 16:10

Jyllandsserien2

Aars IK - Thisted

2 - 3 (1 - 1)

FODBOLD: Nyoprykkerne fra Aars IK forventede en svær kamp, og det blev det.

Men ikke sværere end at hjemmeholdet på det nydøbte Sparekassen Danmark Arena kunne have taget sejren med lidt mere held.

Thisted pressede i lange perioder Aars ned på egen banehalvdel, men Aars forsvarede godt, og når de kom frem på banen, så de farlige ud. 

Mikkel Krzyrosiak Pedersen scorede et flot mål i det 8. minut efter en aflevering fra Lasse Jørgensen, som han tog lidt ind i banen og afsluttede resolut til 1 - 0. 

Jubel blandt tilskuerne, og den gode stemning fortsatte trods 1 - 1 lige før pausen. 

Aars kom foran igen på et straffespark efter hånd på bolden, sikker scoring til højre for målmanden af Kasper Hyldal.

Føringen varede kun to minutter, men ved 2 - 2 og pres fra holdet nordenfjords havde man stadig fornemmelsen af, at Aars kunne hive sejren hjem.

Desværre ikke - en Thisted spiller fik bolden foran mål, tog et træk til venstre, en Aars spiller var en brøkdel af et sekund for sen i tacklingen, og så blev der scoret til 2 - 3.

Aars IK pressede i tilliægstiden, og et kæmpedrop af Thisted målmanden - som han appellerede for frispark - var lige ved at give Aars et velfortjent point. 

Fortsætter mandskabet sådan er der en god chance for at overleve i Jyllandsserien.

Træner Kristian Skriver var ikke overraskende ikke snakkesalig efter nederlaget:

- Hvis det skulle være på chancer, skulle vi have vundet 7 - 4. Vi møder et godt hold, sagde han.

Inden kampen blev Sparekassen Danmark præsenteret som ny stadionsponsor, og Aars IK hjemmebane hedder i mindst de næste tre år Sparekassen Danmark Arena.

Hornum IF vandt tidligere på dagen 2 - 1 mod Doense-Vebbestrup i Serie2 på hjemmebane.

Læs mere i Aars Avis...

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"