Aars Idrætsklub får ny formand

Af Torsten Hansen, Onsdag, 03/03/2021 08:30

FODBOLD: Peter Rønfeldt har efter tre år på formandsposten i Aars Idrætsklub meldt ud, at han ønsker at stoppe i rollen.

Klubben skal altså finde en ny formand til den næste generalforsamling, som holdes, såsnart forsamlingsforbuddet pga. corona ophæves.

- Jeg trænger til en pause, og jeg har det også sådan, at når man giver sig i kast med en opgave, så er det ofte i starten, man har det største drive og de fleste ideer til, hvad man kan udvikle. Så er det godt, der kommer nye ideer. Nu har jeg sat mit præg på nogle ting, og så er det godt, der kommer nogle nye øjne og ser på tingene, siger Peter Rønfeldt.

Han fortsætter i sin rolle som træner for U14 pigerne og hjælpetræner for U7 pigerne.

Her træner han bl.a. sine egne døtre, Frederikke på 13, Mikkeline på 11 og Lykke på seks år.

- Alene forplantningen har gjort, at jeg har fået pige-afdelingen i klubben til at blomstre, siger Peter Rønfeldt med et grin og fortsætter:

- Jeg har forsøgt at være med til at få pige-afdelingen til at blomstre endnu mere og bygget på det gode arbejde, som Per Nyborg lavede med at skabe mangfoldighed og samtdig have en god økonomi. Vi har skabt en klub med masser af aktiviteter og med masser af liv; sammen med økonomien og de gode faciliteter giver det en masse muligheder til vores medlemmer, siger Peter Rønfeldt, der skynder sig at dele ud af æren for arbejdet.

- Det er jo ikke mig men et godt samarbejde i bestyrelsen og med de mange frivillige, som gør den store indsats, og så er det mig, der har været kransekage-figuren. Vi har også haft et godt samarbejde med vores lokale sponsorer, og det er i høj grad dem, som er med til at skabe mulighederne og de gode faciliteter for de unge mennesker, ikke bare i Aars IK men i alle foreningerne. Jeg har da været stolt af at have stået i spidsen for en god klub og har mødt en masse dejlige mnensker undervejs. Nu glæder jeg mig til en god generalforsamling, såsnart vi kan mødes igen, og så fortsætter jeg mit engagement som træner og forælder i Aars IK, siger den afgående formand.

Han peger på den nuværende kasserer, Ilona Strange, som sin afløser på formandsposten.

- Jeg indstiller Ilona Strange til at efterfølge mig. Hun er en god kandidat og har selv givet udtryk for, at hun kan se sig selv i det. Så synes jeg også, det ville være fedt med vores første kvindelige formand. Vi er en klub for både herrer og dammer, piger og drenge, så jeg tror, det kunne være godt med Ilona som formand, siger Peter Rønfeldt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"