Aars i Serie 1: Tabellen lyver aldrig: Det bedste hold rykkede op

Af Ture Damtoft, Onsdag, 22/06/2022 07:43

FODBOLD
Serie 2 Pulje 16
Auning AH - Aars IK
0 - 2 (0 - 2)

Sikke en sæson og sikke en fest.
Førsteholdet fra Aars Idrætsklub skulle lige give alle en gyserafslutning i den sidste hjemmekamp for så at tage sejren og pladsen til direkte oprykning til Serie 1 i den sidste kamp.
Der var aldrig tvivl om sejren.
Aars var - som i de fleste kampe i denne sæson - bedst fra start til slut.
Målet til 1 - 0 kom efter 11 minutter, da anfører Christian Tøttrup fik stukket en lang bold ind foran mål, hvor Kristian Zinck Bach dukkede op og prikkede den i mål.
Det blev 2 - 0 på straffespark taget af anføreren efter 43 minutter.
Ikke det største straffespark der er set, men som Aars træner Morten Freundlich har sagt igen og igen - den slags ting jævner sig ud over sæsonen.
Anden halvleg forblev målløs.
- Vi konsoliderer lige så stille hjem. Auning har to skud fra 25 meter i hele kampen. Vi var bedst i hele kampen, og fra vi kom foran, var jeg ikke i tvivl om sejren, siger Morten Freundlich.
Øl, grin og vittigheder
Ved slutfløjtet kunne han juble sammen med spillerne.
Den godt gemte champagne og de ligeså godt gemte guldhatte kom frem og festen begyndte i omklædningsrummet, fortsatte i bussen hjem til Aars og sluttede først sent sent om natten i klubhuset hjemme på Sondrup Park.
- I bussen råbte og skreg de som gale, og der blev drukket øl, grint og fortalt vittigheder. De havde det bare fedt, og det var fuldt fortjent. Det er deres oprykning, det er dem, der har lavet det hårde arbejde, siger Morten Freundlich, der selv forlod festen ved to tiden og var en af de første - der blev festet igennem.
- Det havde de fortjent. De har bare været gode. Der har ikke været noget at komme efter, siger en ret tilfreds træner og sætter lidt flere ord på, hvad der er lykkedes i en sæson, hvor Aars IK har været - næsten - suveræn; Viborg FF på andenpladsen scorede flere mål og havde et nederlag mindre.
- Vi har lavet chancer på samlebånd, har holdt rent bur i otte kampe og kun sluppet ni mål ind. Defensivt har vi spillet perfekt. Antallet af chancer kan vi ikke sætte en finger på, og spillerne er der for hinanden inde på banen hver gang. Det eneste er, at vi skal bruge lidt for mange chancer til at score et mål. Men man kan altid finde huller i osten. Lige nu er jeg bare imponeret over spillerne, og så tænker vi på at lukke de små huller til efteråret, siger Morten Freundlich, der selv forlod festen lidt over to om natten.
Dybt godnat DBU
Målsætningen i Serie 1 er at blive oppe.
Puljen kommer snart, og så går planlægningen stille og roligt igang.
Sandsynligvis med at rykke en kamp eller to, så sæsonstarten bliver senere, for første kamp er planlagt til begyndelsen af august.
Ikke ligefremt populært hos Aars IK.
- Det er dybt godnat, at DBU Jylland lægger en runde sidst i industriferien. Det er altså breddeidræt. Spillerne skal have lov at holde ferie sammen med deres koner og kærester og familie, det kan ingen amatørklubber bare inddrage. Det tror jeg, mange vil holde med mig i. DBU gjorde det også sidste år, og der er altså ingen, der siger, vi skal være færdige i slutningen af oktober, når vi har kunstgræsbaner langt de fleste steder, og frosten ikke længere kommer før jul. Jeg vil opfordre DBU Jylland til at skubbe det hele 14 dage fra sommeren 2023, så klubberne får bedre tid til opstarten, siger Morten Freundlich, der også vil holde en velfortjent sommerferie, inden han vil ærgre sig mere over DBU og glæde sig til første træning.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"