Aars HK vil knække 2. division

Af Ture Damtoft, Torsdag, 07/02/2019 13:26

HÅNDBOLD: I aften spiller Aars Håndboldklub en af sæsonens vigtige kampe på hjemmebane i Idrætscenter Østermarken.

Modstanderen er oprykkerne fra Nørre Djurs, og træner Claus Sevel vil knække divisionen med en sejr.

- Kampen har den betydning, at vi kan knække rækken, så det er de fire tophold, der skiller sig ud. Vi kan ikke tåle flere nederlag. Hver kamp er en finale for os nu, hvis vi skal kunne spille med om oprykning, siger Claus Sevel, der har planerne klar for at stoppe aftenens modstander, som han har stor respekt for.

- De er et godt hold og har en rigtig dygtig spilfører - især i kontrafasen. Kan vi stoppe den, har vi vundet meget. Nu har vi haft et par gode kampe, hvor taktikken er lykkedes, og holdet har kunnet folde sig ud på banen. Kan vi fortsætte det og som sagt stoppe deres kontrafase, så tror jeg på en sejr i aften. Der er plads til 1200 tilskuere, hvis de rykker lidt sammen, og vi håber selvfølgelig på en fyldt hal, siger Claus Sevel.

Vinder Aars HK i aften er den næste kamp endnu mere spændende. Den er nemlig mod HS Midtjylland, der ligger på tredjepladsen i rækken.

Hvis Aars HK tager to sejre i træk, kommer de op på andenpladsen og dermed til at spille om oprykning.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"