Aars HK Damer godt fra start

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 22/09/2020 11:00

Aars HK vs. Thy Håndbold 27 - 25

HÅNDBOLD: 2. divisions dameholdet fra Aars Håndboldklub tog hul på sæsonen med en sejr over Thy Håndbold på hjemmebanen Idrætscenter Østermarken mandag 21. september.

Med cifrene 27 - 25 var der ikke tale om en storsejr, og kampen bølgede da også lidt frem og tilbage med føringer til begge hold - selvom Aars HK ikke var bagud med mere end ét mål på noget tidspunkt.

En god sæsonstart som dog ikke får træner Andreas Krebs til kun at komme med roser til holdet.

- Det var fint, at vi tog en sejr, men vi havde lidt udfordringer med vores forsvarsspil, som vi ikke rigtig fik løst. Thys skytter rammer også bare dagen, og vi skal lidt frem for at kunne styre dem. De smaskede den afsted fra 11 meter, og det var vi ikke helt forberedte på. Men vi spiller os frem til mange chancer, og det var en godkendt kamp, siger Andreas Krebs.

Nu er der halvanden uges tid til næste kamp mod Silkeborg Voel lørdag 3. oktober og også på hjemmebane.

- Vi skal bruge pausen på fortsat at træne supergodt og få stabiliseret vores defensiv. Det er dejligt at komme i gang med en kamp for alvor, det giver lige den sidste gejst og kampiver. Det er i de kampe, man rigtig kan se niveauet. Nu er vi igang, og det har vi savnet, siger Andres Krebs.

Målscorere for Aars mod Thy: Sofie Lassen 10 mål; Cecilie Houmøller 4; Emilie Lund og Julie Poulsen 3; Anne Sophie Bundgaard og Rikke Muldbjerg 2; Line Lysdal, Mette Brandt og Pernille Pagh 1.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"