Aars har også musik på torvet i 2020

Af Ture Damtoft, Lørdag, 27/07/2019 12:03

AARS: Musik på Kimbrertorvet i Aars kommer tilbage i 2020 efter masser af succes med koncerterne.

Lige nu giver bandet Masser af Success koncert, og igen er der fyldt op af glade musikelskere, der vugger og klapper i takt til Gasolin og Kim Larsen sange.

Arrangør Finn Odbjerg har god grund til at have armene oppe over succesen. Han har udvalgt kunstnerne til koncerterne, som bærer præg af, at national-skatten og -skjalden med den brede mund døde for mindre end et år siden.

- Der er jo en masse nostalgi og kærlighed til Kim Larsen og hans sange både fra Gasolin tiden og som solo. Folk vil gerne høre dem og synge med på dem, og så er det også en hyggelig dag midt i Aars med dejlige mennesker og en kold øl eller sodavand, hvis man har lyst til det, siger Finn Odbjerg.

Køen ved fadølsanlægget vidner både om en varm dag og den gode stemning, og der er en times tid tilbage af koncerten, så man kan nå at få hørt noget god musik med en stemme i forsanger Martin Borg, der lyder næsten som Larsen ham selv.

Læs mere i Aars Avis på onsdag.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"