Aars Gymnastikforening sendte et stort hold til Spring Cup

Onsdag, 05/12/2018 08:24

GYMNASTIK: Hele 36 af TeamGym Himmerlands gymnaster, som hører under Aars Gymnastikforening, var i weekenden til individuel konkurrence i trampet (minitrampolin) og på bane.

Dagen indledtes traditionen tro meget tidligt, da gymnasterne skulle være klar til opvarmning i Silkeborg, hvor Spring Cup blev afviklet, allerede klokken syv om morgenen.

17 af TeamGym Himmerlands gymnaster skulle i konkurrence allerede en time senere, og der var god stemning fra morgenstunden trods en del nervøsitet både hos de 20 gymnaster, der tidligere har deltaget i konkurrence, og især hos de øvrige 16 på holdet, som for første gang skulle springe og bedømmes for, hvor flot de kunne levere springene.

Der er på TeamGym Himmerland et enormt sammenhold gymnasterne imellem, og de var gode til at hjælpe hinanden gennem den værste nervøsitet, frem mod den helt rette spænding til konkurrencerne.

I løbet af dagen var gymnasterne rigtig gode til at fejre hinandens succeser og altid klar med en trøstende bemærkning og klap på skulderen, hvis det ikke gik helt som ønsket.

Fra tilskuerpladserne var der en fantastisk opbakning fra forældrene, der dagen igennem klappede af alle TeamGym Himmerland gymnasterne, og sørgede for at der var forsyninger til opfyldning af energidepoter til den lange dag.

De dygtigste i landet

Konkurrencerne sættes i gang på seks baner på samme tid. Tre baner med spring på trampet og tre baner med spring på Fiberbane. Ved konkurrencen får hver gymnast ét prøvespring inden dommerne bedømmer de to konkurrencespring, som gymnasterne har i hver disciplin.

Konkurrencen til SpringCup er hård. Der er omkring 650 deltagere i hver disciplin opdelt efter alder og køn. Mange af gymnasterne, som kommer fra hele Danmark, er blandt de dygtigste i landet, nogle af junior- og seniorgymnasterne er landsholdsgymnaster på henholdsvis TeamGym- og Powertumblinglandsholdene. De fleste af TeamGym Himmerlands gymnaster konkurrerede med 30-60 andre om at blive blandt de 10 bedste, som gik videre til finalen.

Alle gymnaster gjorde en rigtig flot indsats og flere var meget tæt på at komme i finalerne, mens andre fik placeringer, der var lidt længere fra de eftertragtede finalepladser.

I alt blev det til otte finalepladser til TeamGym Himmerland.

Blandede resultater

Mads Loft sprang sig til finalen i både trampet og på bane hos U11 drengene og kom på podiet til medaljeoverrækkelsen i begge discipliner, med en flot bronzemedalje på bane og sølv i trampet, hvor han forsvarede sin 2. plads fra indledende runde.

Karl Loft kom i U10 i finalen i trampet med en 7. plads fra indledende, her sikrede han sig en flot 8. plads i den tætte placering i finalen.

Sebastian Sørensen sikrede sig en finaleplads for U14 drenge på bane med en 11. plads a point med 10. pladsen i indledende runde, og han rykkede en plads frem og fik en flot 10. plads i finalen. Nicolai Sandfeld Jensen tog finalepladsen U14 drenge trampet, ligeledes med en 11. plads i indledende runde a point med 10. og 12. pladsen, han rykkede sig flot op til en 8. plads i finalen.

Stine Odberg kom i finalen U13 piger på bane, her måtte hun desværre rykke fra 3. pladsen i indledende til en flot 4. plads i finalen.

Helene Yde Thomsen kom i finalen U14 piger på både bane og i trampet. På bane fik hun en flot 7. plads efter at være kommet i finalen på en 9. plads, og i trampet vekslede hun ligeledes 9. pladsen fra indledende runde til en fin 8. plads.

Tolv timer efter ankomst til hallen var dagen så småt forbi. Der var uddelt medaljer og diplomer til finalisterne, og alle gymnaster tog hjem en oplevelse rigere og med forventningens glæde til næste individuelle konkurrence, som er Spring Cup Nord i Randers 5. januar.