Aars DJ, Ulrik Wilbek og Danmarksindsamlingen

Af Ture Damtoft, Torsdag, 04/02/2021 11:10

AARS: I over 40 år har Peter Christensen kørt Danmark tyndt med Diskotek Venus.

Ligesom stort set alt andet underholdning er han blevet lukket ned, men det forhindrer ham ikke i at deltage i Danmarksindsamlingen.

Som vært på Radio Viborg er det også lykkedes ham at få borgmesteren Ulrik Wilbek med på idén, og derfor kom politikeren og håndboldprofilen på besøg i hjemmet på Stenildhøjven i Aars i tirsdags 2. februar for at indspille en musikquix.

Den er tilgængelig for alle, og indtægterne fra quizzen går ubeskåret til Danmarksindsamlingen.

- Vi havde det vanvittig sjovt med at lave den, og Ulrik Wilbek er meget musik-interesseret. Mange savner at komme ud og holde fest til god musik, og det kompenserer jeg for med mine musikquizzer på min hjemmeside. Den nye med Ulrik Wilbek lavede vi, fordi vi begge gerne vil støtte Danmarksindsamlingen, siger Peter Christensen.

Han vil naturligt nok ikke løfte sløret for, hvilke fem sange de hver især havde valgt, men der skulle være noget for alle. De to fortæller om numrene og minder om musikken, og Ulrik Wilbek deler ud af nogle historier fra sin tid i håndboldens verden, og hvordan han har taget det med sig ind i politik.

- Vi fortalte lidt om hver vores karriere, og han bidrog selvfølgelig lidt om erfaringer fra håndbolden. Der var en enkelt af hans sange, som overraskede mig, og ellers fortæller vi lidt om plader, der betyder noget for os. Han fik f.eks. et album med Queen i England i 70erne, som først kom til Danmark seks måneder senere, hvor han så kunne sige, at den var da gammel. Der er også nyere musik, og vi håber selvfølgelig at mange vil streame den, så vi kan få penge hjem til Danmarksindsamlingen, siger Peter Christensen.

Det er på lørdag 6. februar, at Danmarksindsamlingen bliver vist i TV.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"