Aars band med i Live på DR1 i aften

Fredag, 07/09/2018 12:44

Der er syv timer, til programmet Live begynder på DR1, og nerverne har det fint hos Aars bandet Lillevangen, som får chancen for at imponere dommerne Sanne Salomonsen og Lina Rafn. 
Her ved middagstid sidder de fire mænd i en lejlighed i Charlottenlund og finpudser formen til debutten på landsdækkende tv.
- Vi er superspændte og glæder os vildt meget. Der er lidt gode nerver på, som der skal være, og vi prøver at visualisere, hvordan det skal gå i aften, siger en afslappet forsanger Hans Gass Sibbesen.
De tre andre i bandet er Morten Frost på klaver, Christian Bigum som rapper og synger og Kristian Kjær Larsen på guitar. 
Navnet Lillevangen kommer fra den gade, hvor de havde deres første studie i Hans' forældres kælder. De fire har spillet sammen siden 1.G. på Aars Gymnasium og udgav deres første EP i maj måned.
Personlige sange
Tilskuerne til årets Nibe Festival så dem måske, og Lillevangen har også været på plakaten til Smukfest.
For tre uger siden optrådte de i Aars, de Barnets Blå Hus blev fejret. Her var der omkring 50 tilskuere i et lille telt, og i aften skal de nu optræde for 100.000er på DR1.
Bandets musik beskrives som R&B/hiphop med jazzede akkorder, flerstemmige vokaler og ambiente elementer. 
- Vores fokuspunkt er at lave det hele selv. Musik er at fortælle sine dybeste hemmeligheder og dele sine tanker gennem et slør. Vi skal væk fra stresset og ind til det, der er rigtigt, siger Morten Frost, der også er producer, om musikken.
De komponerer og skriver selv al musik og tekst. Teksterne tager som regel udgangspunkt i personlige oplevelser.
- Det bliver mere nærværende, hvis vi selv har oplevet det. Hvis vi har følt noget, er chancen for at lytteren kan få den følelse større. Vi kan give dem billeder på vores egne liv, som lytterne måske kan se sig selv i, siger Hans Gass Sibbesen, der skriver de fleste af teksterne.
For eksempel sangen Tivoli, der handler om lillesøsterens anoreksi, som hun kom sig over for et års tid siden.
Håndværk som kunst
Den anden tekstforffatter er Christian Bigum, der aldrig havde lavet musik inden gymnasiet, men fandt ud af at han elskede det.
- Jeg bruger metaforer til at fortælle en personlig historie, der kan fortolkes udfra lytternes egne oplevelser. Jeg rappede kun til at starte med, men efterhånden er jeg også begyndt at synge, siger Christian Bigum, der fortæller, at bandmedlemmerne er gode til at ping-ponge, når de laver nye numre.
Det samme siger den anden Kristian i bandet. Guitaristen er måske ikke med i begyndelsen af den kreative process.
- Men så har jeg været med på sidelinjen og kender den stemning, som der skal ligge i nummeret, siger han og beskriver arbejdet med guitaren som et håndværk.
- Håndværk kan stadig være kunstnerisk. Jeg laver krative løsninger til musikken, og ligesom når man laver et hus, skal det hele passe sammen og gå op i en højere enhed, siger Kristian Kjær Larsen.
Ligesom sine tre venner i bandet er han helt rolig før de går på Live i aften, hvor de forhåbentlig går videre til næste runde. Aars Avis krydser fingre.
Hvis du gerne vil høre deres musik, er der videoer på DR, YouTube eller Dynaudio.
Om de går videre eller ej, så kan du læse mere om bandet i næste uges Aars Avis - meget mere hvis det går godt.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"