Aalborg skal gå foran i kampen mod ledighed

Fredag, 20/08/2010 00:49

Aalborg er den kommune, der har 8. flest, som er truet af at falde helt ud af dagpengesystemet. Det vil få stor negativ betydning for handelen og økonomien i hele kommunen.

Alle skal derfor stå sammen om at bekæmpe langtidsledigheden i Aalborg, mener beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen. Ellers går det galt.
Opgjort i uge 11 var der i Aalborg næsten 500 borgere, der har fået dagpenge i over to år. Dermed stod de over for at falde helt ud af dagpengesystemet. Og dertil kommer, at ca. 1700 har modtaget dagpenge så længe, at de kan opfattes som langtidsledige.

Vil ramme hele kommunen

Mange tror, at de ledige har ret til kontanthjælp, når dagpengene slipper op. Det er en myte. Reglerne siger, at har man en ægtefælle, der er i job, skal denne forsøge den anden. Har man et hus, skal man belåne det eller sælge det.
"Det betyder, at mange vil gå fra hus og hjem. For nogle familier vil det betyde en social deroute og flere sociale problemer i kommunen," frygter rådmand Mai-Britt Iversen, der også peger på, at hvis en stor gruppe borgere mister grundlaget for deres forsørgelse, ja, så vil alle i Aalborg mærke det: Huspriser falder, handlen falder og skattegrundlaget falder.

Der skal handling til

"Vi kan ikke vente på, at andre kommer os til hjælp. Det er situationen for alvorlig til. Vi må handle i Aalborg.  Jo før jo bedre. Vi kan ikke leve med, at en række borgere får revet deres eksistensgrundlag væk under sig. Væksten i byen får et knæk. Det er en sag for alle. Både borgere og virksomheder," fastslår rådmanden.
Mai-Britt Iversen vil derfor orientere Beskæftigelsesudvalget om situationen på dets møde fredag d. 20. august. 
"Jeg vil gerne invitere LO til, at vi sætter os sammen for at diskutere, hvordan jobcentret, fagforeningerne og a-kasserne i fællesskab kan løfte denne opgave. Derudover vil jeg drøfte det med Det lokale beskæftigelsesråd, uddannelsesinstitutionerne og erhvervsrådet."
Mai-Britt Iversen pointerer, at det er vigtigt, at både de private og offentlige arbejdspladser kommer på banen.

Trængt økonomi stiller krav om kreativitet

Problemet er, at Aalborg står over for en trængt økonomisk situation, og regeringens pakke til bekæmpelse af langtidsledighed langt fra rækker. Det betyder, at fx Jobcenter Aalborg, LO, A-kasserne må på banen med nytænkning og kreative forslag. 
Rådmanden peger selv på følgende muligheder:

  • Optimering af virksomhedsindsatsen – ekstra resurser til mere virksomhedsopsøgende arbejde, men også den eksisterende indsats skal resultere i flere kontakter og flere jobs.
  • Sammen med det lokale beskæftigelsesråd skal der laves en plan, som skal styrke virksomhedsindsatsen.
  • Fokus på effekt af de initiativer som bruges. Den indsats, som de forsikrede ledige modtager, skal have en mærkbar effekt.
  • Tæt samarbejde med a-kassen om alle de ledige, der har mere end et års ledighedsanciennitet.
  • Yderligere fokus på sygemeldte ledige. Ofte ses sygemeldinger som en del af mønstret omkring langtidsledighed.
  • Fokus på sammen med fagforeningerne at se på, hvordan man kan bruge offentlige jobtræningspladser med en større effekt til at få ledige i arbejde igen.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"