972 sildeløbere tog turen i Nibe

Torsdag, 20/05/2010 08:02

Der var absolut rekorddeltagelse til årets Sildeløb i Nibe med 972 løbere - heraf tilmeldte 269 sig på selve løbsdagen.
Om det var det gode forårsvejr, muligheden for at blive coachet til opvarmning af skønhedsekspert og barn af Nibe, Ole Henriksen, eller det var den egentlige løbetur der trak, må stå hen i det uvisse.
Faktum er, at 1061 i år stod tilmeldt, da Nibe Marineforenings fregatkaptajn Hans Jørgen Christensen afskød kanonen og dermed det 7. Sildeløb - mens i alt 972 gennemførte løbet.
Halvmaratonruten - her var tilmeldt i alt 87 løbere, og de fik 21,1 kilometers løb på den længste rute, og passerede dermed gennem Nibe, via Skalskovens kant, Binderup, Vokslev, gennem Grydsted og tilbage til Nibe, hvor afslutningen igen gik gennem Nibe og dele af Skalskoven.
De 188 løbere på den mellemlange 10,1 kilometer rute tog ligeledes turen gennem Nibe, via udkanten af Skalskoven, Skalhuse, Binderup og hjem gennem Skalskoven og Nibe by.
De 697 løbere på den korte 5 kilometer rute fyldte for alvor op på ruten gennem Nibe by - over Grydstedvej, Torvet, Nørregade, Â»festival-aléen«, og retur ad samme rute.
Lions Club Nibe Guldgåsen havde på forhånd ønsket en mere publikumsvenlig rute, og publikum trak da også ud på ruterne for at se på - men løberne var i klart overtal.
Omkring start og mål ved Nibe Idræts- og KulturCenter herskede der orden og styr på logistikken, da 269 de sidste timer op til løbet mødte op for at eftertilmelde, og det samlede antal sildeløbere nåede dermed op på 972, hvilket slår sidste års tal på 813 med flere længder.
Hos Guldgåsens piger og de mange ekstra hjælpere fra bl.a Lions' herreclub, familie, ægtefæller m.m., var der tilfredshed at spore, og løberne virkede også tilfredse med arrangementets gennemførelse. Der er efter syv år oparbejdet en ikke uvæsentlig rutine med løbsafviklingen, og dermed var grunden på forhånd lagt til at kunne håndtere det store antal løbere.
Optakten og opvarmningen til årets Sildeløb blev et kapitel for sig selv. En særdeles veloplagt Ole Henriksen havde op til opvarmningen travlt med at blive mobiltelefon-fotograferet i snesevis, ja - hundredvis af gange. Rigtig mange stillede op til fotografering sammen med skønhedskongen, og han skuffede ikke: Alle fik velvilligt sine billeder, og efterfølgende stod han sammen med Mette Jonasson for den fælles opvarmning, inden Nibe Marineforening som nævnt skød løbet i gang.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"