600 skal dyste i stærkeste ben

Tirsdag, 11/05/2010 15:13

SKØRPING: 600 af Danmarks sejeste mountainbike-ryttere dyster i weekenden om, hvem der har de sejeste ben.
De har tilmeldt sig Giant24race – et 24 timers løb, som afvikles i Rold Skov.
Det er fjerde år i træk, at cykelklubben Televom og Rold Skov MTB i samarbejde med Rold Skov Cykler arrangerer løbet.
-Det er blevet en kæmpe succes. Der blev udsolgt på bare en dag, fortæller Svend Bråten, Rebild, som er stævneleder.
Reglerne for løbet er simple. Der dystes om, hvem der kan køre flest omgang i løbet af 24 timer. Skørping Skole er omdrejningspunktet. Det er herfra rytterne dag og nat bliver sendt ud på den 16 kilometer lange rundstrækning.
-Der er garanti for høj puls og træthed, siger Svend Bråten.
De fleste af de 600 deltager på 4- eller 8 mands hold, men 25 har valgt at stille op solo.
-De skal selv cykle alle 24 timer, fortæller Svend Bråten.
Sidste års vinder i soloklassen var Jacob Lauridsen fra Team T Bikes. Han kørte 22 omgange og cyklede således omkring 350 kilometer på den kuperede skovbund. Han er ikke tilmeldt i år.
Sidste års vindere i den populære 4 mands klasse var de lokale ryttere Thomas Bundgaard, Rasmus Baltersen, Mats Svendsen og Thomas Højgaard fra Rold Skov Cykler. De kørte tilsammen omkring 500 kilometer på et døgn. Holdet stiller op igen i år for at forsvare titlen.
 
Store krav til fysik og psyke
-Løbet stiller meget store krav til fysik og styrke. Har man ambitioner om at komme på podiet, skal man indstille sig på utrolige strabadser, siger Svend Bråten.
-Det er 24 timer, hvor tiden på en måde står stille. I et døgn eksisterer der ikke en verden uden for. Hele fokus er på nuet, på løbet, på omgangstiderne, på om cyklen er i orden, på lægmusklernes tilstand. Løbet udvikler sig minut for minut i takt med, at musklerne bliver mere og mere ømme, og taktikken må justeres. Det er en intens stemning fyldt med adrenalin og udfordringer, siger Svend Bråten. Han opfordrer folk til at komme og følge løbet fra Lasses Knold.
-Der vil altid være 180 ude på ruten, og ca. hvert halve minut kommer en forbi, siger han.
Da der skal køres uafbrudt i 24 timer, skal der selvsagt også køres om natten. For at kunne se kører rytterne med pandelygte.
Se annoncen i avisen

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"