43 mio. kr. til turisme: Destination Himmerland med i regionalt samarbejde

Af Ture Damtoft, Onsdag, 14/04/2021 09:05

VESTHIMMERLAND: Optimismen om turismen i 2021 er stor i Destination Himmerland.

Et fælles nordjysk projekt får stor betydning for den kommende turisme-sæson i Vesthimmerland.

Under overskriften Fælles Vækst har Destination Himmerland stor del i en pulje på 43 mio. kr., som skal bruges til markedsføring af de mange oplevelser, som både danske og udenlandske turister efterspørger.

- Vi vil profilere Himmerland med vores mange små lokale oplevelser, som er et meget efterspurgt turistprodukt, som vi ved turisterne rejser efter. Der har vi en styrke i forhold til vores mangfoldighed af lokale, maritime og kulturelle tilbud. Destination Himmerland får et fint markedstryk i de kampagner, som vi kommer til rulle ud i løbet af de næste tre-fire måneder, siger Jimmi Stæhr-Petersen, direktør i Destination Himmerland.

Det så sort ud i foråret 2020, og så fik stort set alle en god turisme-sæson.

Derfor er der også optimisme i år.

- Når jeg taler med vores turist aktørere, er de enormt optimistiske. Det giver mig lidt ro i maven, at de tror på en øget vækst i år også i forhold til sidste år. Jeg tror godt, vi kan hæve vækstkurven med op til 10 pct. i forhold 2020. Vores marked er også mere robust og gearet til, at der er stor efterspørgsel, det var jo nærmest lidt overrumplende for dem i 2020, at der var så stor søgning til Himmerland fra især danske turister, siger direktør i Destination Himmerland Jimmi Stæhr-Petersen.

Antallet af overnatninger steg på alle sektorer fra campingpladser, til små B&Bs og lystbådehavne.

- Jeg tror, det afspejler mønsteret med, at nu skal folk ud og prøve at sejle, for det er ikke noget, de har været før. Så der kommer både en række nye turister, og nogle af dem, som før rejste ud, bruger måske deres båd mere og shopper mere rundt i havnene i Vesthimmerland og Mariagerfjord. Det er også derfor, man oplever, at restauranter i de byer har mere travlt, siger Jimmi Stæhr-Petersen.

Destination Himmerland har direkte bidraget med godt 320.000 kr. til en ny markedsføringskampagne. Dertil godt en femtedel af fem mio. kr. fra staten til turismefremme og midler fra Dansk Erhvervsfremme Bestyrelse. Alt i alt løber beløbet op i 43 mio. kr., der skal bruges til markedsføring i et samarbejde mellem de fem nordjyske turisme "destinationer" i samarbejde med Visit Denmark.

- Det er vores største aktør med henblik på markedsføringserfaring, og de er den store maskine, som har styrken til at markedsføre både Danmark og Himmerland internationalt, så det giver rigtig god mening, at de er med. Det udenlandske er lidt en joker, vi håber at grænserne åbner igen, og så skruer vi op for markedsføringen på det norske, tyske og hollandske marked, siger Jimmi Stæhr-Petersen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"