40 år som brandmand i Nibe

Mandag, 05/07/2010 11:16

Torsdag den 1. juli 2010, var der stor fest på Beredskabscenter Aalborgs lokalstation i Nibe, hvor Leo Frederiksen kunne markere sit 40 års jubilæum som aktiv brandmand.
Kolleger fra Aalborg Kommunes brandstationer var sammen med familien mødt talstærkt frem for at markere den runde dag for Nibe Brandvæsens aktive »grand old man« Leo Frederiksen. Det er bestemt ikke hver dag, at der kan overrækkes et 40 års tegn og der er således grund til at være stolt heraf, fremhævede Beredskabschef Jørgen Pedersen blandt andet i sin tale.
Leo Frederiksen har i sin tid i brandvæsenet arbejdet under ikke mindre end seks forskellige chefer, hvilket, som han selv påpegede, var en stor bedrift i sig selv. I dag er han gået på pension fra sit civile job, men er stadig aktiv ved brandvæsenet hvor han både fungerer som Holdleder og som stationsmester, men ansvaret for at materiel og mandskab altid er klar til at rykke ud til brande og ulykker.
Leo Frederiksen påpegede i sin tale, at vil det være en stor glæde for ham fortsat at være aktiv i tjenesten og blandt andet være med til at indvie de nye brandkøretøjer og også en ny brandstation, som er planlagt for stationen i Nibe i de kommende år.
Én af de gaver, som Leo Frederiksen fik overrakt, var helt særlig. Han blev af brandfolkene på Hold 3 på Nibe brandstation udnævnt til ”Æresmedlem” hvilket giver ham retten til, i al fremtid at møde frem når brandalarmen lyder og køre med til brand…..helt uden at skulle lave noget som helst. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"