40 år i Aars med gas og værktøj

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 04/10/2023 09:00

AARS: Peder Møller Lauridsen i Aars er specialist. Sammen med et hold af dedikerede medarbejdere driver han Special-Butikken Himmerland A/S. Det har han gjort i 40 år, og er trods sine 70 år, klar til at tage hul på en ny epoke.

Mange kender kun den del af Special-Butikken Himmerland A/S som de ser indenfor facaden ud mod Himmerlandsgade i Aars. Bagved er der en spændende forretning med et stort - og usædvanligt - sortiment. Og det er især her benævnelsen "specialist" kommer til sin ret, når det gælder butikkens medarbejdere.

I Special-Butikken kan man finde gas til grillen og ukrudtsbrænderen, svejsegasser, højtryksrensere, støvsugere, arbejdstøj og sikkerhedssko, hegns- og landbrugsartikler, svejsemaskiner og et stort udvalg i værktøj.

 

Følger med tiden

Det kan ikke ses, at Special-Butikken er blevet 40 år. Udvalget har fulgt med tiden, og Peder Møller Lauridsen og personalet sætter stadig kvalitet højest. Det er forretningens selvforståelse at have de ting på hylderne, som kollegerne i området ikke fører.

Man kan dog mærke de 40 års erfaring på servicen i butikken. Kunderne bliver betjent individuelt, og får rådgivning og vejledning til at træffe det bedste valg, så de kommer hjem med den rigtige vare.

- Det er vigtigt at finde den helt rigtige vare til den enkelte kunde, siger Peder Møller Lauridsen, mens han viser sin forretning frem.
På mange måder minder Special-Butikken Himmerland om en gammeldags købmandsforretning. Man går hen til disken og spørger efter en vare, som så bliver fundet til én. Man er naturligvis også velkommen til selv at kigge og tage varer ned af hylderne.

Forretningen kan ikke have alle varer hjemme, men den brede kontakt til leverandører af kvalitetsprodukter gør, at man i de allerfleste tilfælde kan skaffe det, som ikke er hjemme.

Peder Møller Lauridsen byder de kommende 40 år velkommen, og har ikke tænkt sig at slække på hverken service eller kvalitet. Han er uddannet til at hjælpe sine kunder - i en herretøjsforretning i Tarm i 1970erne. Det er måske også een af årsagerne til, at butikken i Aars fører et stort og bredt udvalg i arbejdstøj til mange brancher.

Efter tiden i Tarm og værnepligten kom Peder Møller Lauridsen til Stabell i Aars i 1983. Han overtog BP-butikken på Vestre Boulevard i 1983, ændrede navnet til Special-Butikken og var her til pladsen blev for trang.

I 1993 købte han ejendommen Himmerlandsgade 139, hvor der tidligere havde været autoforretning. Den store bygning blev renoveret og indrettet til den specialforretning som kunderne kender i dag - og kundekredsen er omfattende både i antal og geografi. Der bliver kørt varetur med industrigas gas, og der handles over nettet. Virksomheden beskæftiger seks medarbejdere.