4 x 40 års jubilæum i folkeskolen

Torsdag, 12/08/2010 14:14

Fire lærere ved Løgstør skole kunne den 1. august 2010  fejre 40 års jubilæum som lærere i folkeskolen – nemlig overlærer Anni Marie Borup Poulsen, overlærer Birgit Winther, overlærer Knud Sneftrup og overlærer Hans Tranberg.
Anni  Marie Borup Poulsen har været ansat ved Løgstør skole i 33 år og har gennem årene undervist i mange forskellige fag. Hendes særlige interesseområde er specialundervisning i dansk, og hun uddannede sig også til og fungerede som talepædagog i Løgstør Kommune i nogle år, før hun valgte at komme tilbage til Løgstør Skole på fuld tid. Anni har med sin store viden inden for og praktisk erfaring fra specialundervisningen været primus motor i igangsætningen af SI-klasserne på Løgstør Skole og har hjulpet og støttet rigtig mange elever med at overvinde læseproblemer. Der er stor respekt om Anni som fagperson og som menneske langt ud over Løgstør Skole.
Birgit Winther har arbejdet på Løgstør Skole i 37 år og har hovedsageligt undervist i idræt, musik og dansk. Der har igennem alle årene været stor respekt for det engagement, Birgit har lagt i især dansk-undervisningen. Mange lærere har gennem årene ønsket at overtage én af Birgits klasser efter 6. eller 7. klasse, fordi man altid har vidst, at eleverne så er godt klædt på – de har lært fagets grundelementer, og testresultaterne viser, at der er udført et rigtig flot stykke arbejde. Såvel kollegaer som elever har altid kunnet stole på, at hos Birgit er der orden i sagerne, og at der bliver stillet krav til eleverne både hvad angår faglighed og adfærd.
Knud Sneftrup blev som nyuddannet lærer fra Ranum Statsseminarium ansat på Løgstør Skole i 1970. Hans hovedfag er engelsk, musik, matematik og idræt, og i de sidste 15 år har engelsk og musik være hans primære fag. Knud er fagudvalgsformand for disse to fag og har været det i mange år, og det er hans fortjeneste, at fagene er opdateret hvad angår materialer. Knud engagerer sig i undervisningen og de opgaver, han påtager sig, og har styr på alle detaljer. Skolens kor er hans hjertebarn, og eleverne nyder både undervisningen og at optræde. Engagement er i det hele taget et nøgleord for Knud – det er vigtigt for ham, at eleverne får mest muligt ud af skoletiden. Med sin venlige, hjælpsomme og imødekommende væremåde er han afholdt af både kollegaer, skolens forældrekreds og skolens elever.
Hans Tranberg blev ansat som fast vikar ved Løgstør Skole i 1970 efter endt uddannelse fra Ranum Statsseminarium. Hans’ faglige interesser har altid været matematik, it samt skolens orienteringsfag. Han kom med på it-bølgen fra dens spæde start og deltog i mange kurser inden for datalære. Efter at være blevet uddannet til skolevejleder varetog han i mange år jobbet som vejleder på Løgstør Skole. I de sidste mange år har Hans’ primære fag været matematik. Her bliver der stillet krav til eleverne, og Hans forventer, at eleverne yder en optimal indsats. Der skal være arbejdsro i klassen, og it-delen inddrages i undervisningen – f.eks. brugen af interaktive tavler. Løgstør Skole betyder meget for Hans, og det ses i hans 40-årige indsats.
Jubilæet  blev markeret på Løgstør skole torsdag den 5. august. Birgit Winther, Knud Sneftrup og Hans Tranberg har alle været  ansat i Vesthimmerlands Kommune/sammenlægningskommuner i 40 år og blev ved receptionen tildelt Dronningens Fortjenstmedalje.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"