4. maj i Skørping blev et større tilløbsstykke

Onsdag, 12/05/2010 11:29

SKØRPING: Næsten 100 mennesker var samlet ved mindestene på Buderup-holmvej tirsdag aften, da Hjemmeværnskompagni Rebild og Rold Skov natur og kulturcenter afholdt fælles 4. maj arrangement for frihedskæmperne Niels Erik Vangsted og Poul Edwin Kjær Sørensen.
20 hjemmeværnsfolk og ca. 75 civile – hvoraf mange deltog i mindemarchen fra Skørping Torv og resten ventede på fanekommandoen ude ved Hollandshus. En hjemmeværnsbus sørgede for, at gangbesværede også havde mulighed for at overvære ceremonien.
Blandt tilhørerne var blandt andet en tidligere modstandsmand fra egnen, som gerne vil fortælle lidt om sine erindringer næste år til 4. maj – Altid spændende at høre tingene fra første hånd.
Også Borgmester Anny Winther var mødt op, og fik en længere snak med kompagnichefen, bl.a. om hvordan Hjemmeværnet kan støtte beredskabet i forbindelse med sneberedskabet – noget der afgjort har været aktuelt i år, hvor flere fra kompagniet har hjulpet f.eks. hjemmeplejen i flere andre kommuner i Nordjylland.
I sin tale ved stenen sagde kompagnichef Michael Pedersen bl.a.: - Frihed er ikke noget vi bare skal tage for givet – for den er ikke givet. Frihed har en pris, og den pris kan være meget høj. I dag er der stadig Danskere, der er parat til at betale med deres liv, for at få Frihed i Danmark og resten af verden. I kan bare se mine folk, der står her foran mig, og tænke på de Danske Soldater, der kæmper rundt omkring i verden. De er alle parate til at betale den højeste pris for Frihed.
Efter talen var der et minuts stilhed, og derefter gik forsamlingen tilbage til Kulturstationen i Skørping, hvor der blev serveret kaffe og kage, inden frihedsbudskabet blev afspillet.
Medlemmer af Hjemmeværnskompagni Rebild og et par ”Fruer” hjalp weekenden før arrangementet hinanden med at få pyntet på området omkring stenene. Buskrydder, ørnenæb, hakker og skovle blev svinget flittigt, og resultatet blev rigtig flot. Bl.a. kom trappen til syne igen efter at have været gemt væk under græstørv og skovbund i mange år.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"