38 år i bestyrelse - og nu æresmedlem

Fredag, 05/03/2010 07:22

31 gaster havde fundet vej til Marinestuen til den årlige generalforsamling i Nibe Marineforening.
Formand Kristian Jørgensen kunne i sin årsberetning fortælle om årets gang med bla. Havnens dag, Sildeløbet, sommerudflugten, fregatskydningen, sendemandsmødet, distriktsmøder og debatten i foreningen om evt. flytning og ny marinestue. I skrivende stund er der ikke noget færdigt projekt, men der bliver arbejdet på en bæredygtigt løsning, oplyser banjemester Allan Slot Mortensen fra foreningens bestyrelse.
Derefter blev Kassemester Sommer Jensens regnskab fremlagt som viste et pænt overskud.
Ved valget til bestyrelsen havde John »Maler« Jensen ikke ønsket genvalg, hvilket var noget af en melding efter 38 år i bestyrelsen, heraf 31 år som næstformand. Efter valg og konstituering ser bestyrelsen nu således ud: Formand Kristian Jørgensen. Næstformand Hans Jørgen Christensen. Kasserer Erik Sommer Jensen. Sekretær og flagbærer Hans Jørn Abildgård. Hovmester Poul Erik Petersen. Banjemester, webmaster & Pr-mand Allan Slot Mortensen. Best. medlem Hilmar Madsen.
Der blev på mødet budt velkommen og uddelt medlemsnål til Henry Pedersen og Bodil Møller Melin, samt 25 års medlemsnål til Jørn Zaar.
Og så sprang bomben: Æresmedlemsskab og tilhørende nål til John »Maler« Jensen, som blev behørigt hyldet af de fremmødte gaster.
»Skipper« takkede for god ro og orden og generalforsamlingen sluttede med vanligt præcist kl. 19.02. Derefter blev der serveret sild, skipperlabskovs og ostebord, så kimen var lagt til en god aften med flittig brug af nye sangbøger – sponsoreret af Hans Jørn Abildgård. Jens Lund leverede tonerne fra harmonikassen hvorpå flaget blev halet ned kl 23.00, fortæller banjemesteren videre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"