3 film og en forpremiere på programmet hos Kino Nibe

Onsdag, 01/04/2009 14:31

Ny forpremiere i Kino Nibe. Succesen med forpremieren på Slumdog Millionaire har åbenbart rygtes til andre filmselskaber, da Kino Nibe har fået endnu en forpremiere.

Det er denne gang dramaet »Gran Torino«, som vises mandag I næste uge. Clint Eastwood instruerer og medvirker selv i dette drama – i øvrigt hans første filmrolle siden den Oscar-vindende film »Million Dollar Baby«. Clint Eastwood har efterhånden slået sit navn fast som mesterinstruktør bl.a. med titler som »Changeling«, »Mystic River« og før nævnte »Million Dollar Baby«.
Eastwood’s rolle i Gran Torino er den bitre og ensomme Walt Kowalski, som hver dag sidder på sin veranda og skuler hadefuldt ud på de udenlandske naboer, som synes at have overtaget hele området. Walt er en benhård, ufleksibel og racistisk krigsveteran fra Korea-krigen i en verden fuld af forandring, som bliver tvunget til at konfrontere sine fordomme af sine immigrant-naboer.
Walt er pensioneret Ford-arbejder, og hans dage går nu med at udføre små-reparationer på huset, øl, månedlige ture til barberen og så vedligeholdelse af hans stolthed – Gran Torino’en.
Som tiden er gået, er Walts oprindelige naboer flyttet eller gået bort, og hans hus er nu nærmest omringet af asiatiske immigranter fra Hmong (Sydøst Asien), og han foragter dem. Walt er vred over praktisk talt alt – ludende tagrender, uklippede græsplæner og udenlandske ansigter overalt; de forskellige asiatiske, latinske og afroamerikanske bander, der tror de ejer hele nabolaget.
Walt har dog besluttet at passe sig selv, indtil den nat hvor nogen forsøger at stjæle hans Gran Torino fra ’72.

3 film på vej
I denne uge indledes den nye ordning med Seniorbio. Det sker torsdag, hvor filmen »Mænd der hader kvinder« er på programmet.
Da den kendte erhvervsjournalist, Mikael Blomkvist, bliver idømt en fængselsstraf for bagvaskelse efter at have afdækket en påstået finansskandale, bliver han samtidig kontaktet og tilbudt et job af Henrik Vanger, tidligere direktør for en af Sveriges store industrikoncerner.
Han får til opgave at løse en af familien Vangers store mysterier, - men ikke alene. For han får hjælp af Lisbeth Salander, en umyndiggjort ung kvinde, tatoveret og piercet. Hun er en fremragende researcher og samtidig en af landets bedste hackere.
Dernæst er filmen »Bolt« på programmet.
For super-hunden BOLT er hver dag fyldt med eventyr, fare og mysterier. I hvert fald indtil kameraet stopper. Da stjernen i et succesfuldt TV-show ved et uheld bliver sendt fra sit studie i Hollywood til New York, begynder hans største eventyr til dato, en rejse tværs over landet gennem den virkelige verden for at komme tilbage til sin ejer og medspiller, Penny. Kun udstyret med den vrangforestilling, at hans utrolige bedrifter og evner er virkelige, og med hjælp fra to usædvanlige rejsekammerater – en afdanket, forladt huskat ved navn Mittens og en fjernsynsnarkoman af en hamster ved navn Rhino – vil Bolt opdage, at han ikke behøver superkræfter for at være en helt.
Chris Williams og Byron Howard har instrueret den spændende, sjove og rørende historie om Bolts rejse for at nå hjem til sin elskede Penny – og for at komme overens med det at være hund. David Owe lægger stemme til den firbenede helt med assistance fra Vicki Berlin som Mittens og Sebastian Dorset som Rhino.

Endelig finder filmen »Twilight« i denne uge vej til Kino’s lærred: Hun er helt almindelig - og forelsket. Han er helt ualmindelig - og forelsket. Og de er bestemt langt fra at få og nå hinanden.
Instruktøren Catherine Hardwicke har baseret sin romantiske thriller på Stephneie Meyers bestseller TWILIGHT.
En moderne ’Romeo og Julie’-love-story der udspiller sig i en lille amerikansk by hvor den unge Bella forelsker sig i den karismatiske og mystiske Edward.
Et af forholdets største problemer er at Edward er vampyr. Kan Edward elske Bella uden at dræbe? Kan Bella elske Edward uden at vide sig sikker på sin skæbne?
Kærlighedens største og fineste følelser smelter sammen i en original og anderledes ungdoms-film, der indeholder både drama, varme og humor.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"