25 nye rækkehuse på gartnerigrund i Nørager

Af Thorkil Christensen, Tirsdag, 29/12/2020 09:00

Nye muligheder åbner sig for et spændende område

NØRAGER: I løbet af de kommende to-tre år kan Nørager forvente at få 25 nye rækkehuse. Det er Ejendomsselskabet Salling A/S i Roslev, der har opkøbt de to gartnerier i Nørager, og som vil gå i gang med opførelse af rækkehuse i form af tæt, lav bebyggelse, som herefter skal udlejes til interesserede borgere.

Der bliver tale om tre forskellige boligstørrelser på henholdsvis 86, 99 og 119 kvadratmeter. Boligerne bliver privat finansieret og opføres dermed uafhængig af de kvoter, som gælder for offentlig støttede boliger - almene boliger og andelsboliger.

- Det er Søren Christensen, Nørager, der er initiativtager til projektet. Da der ikke er nogen fremtid for gartneridrift i Danmark, har vi i nogen tid ønsket, at kommunen ville inddrage vore arealer i byudviklingen. Derfor er vi meget glade for dette initiativ, siger gartnerne Niels og Jens Christian Fruekilde som har solgt arealet til byggeriet.

Søren Christensen har i samarbejde med portspecialist Johnni Kristensen, Nørager, og byrådsmedlem Jeppe Ugilt, Volstrup, for et par måneder siden haft lejlighed til at vise indehaveren af Ejendomsselskabet Salling A/S, John Østergaard, rundt i Nørager og overbevise ham om, at Nørager er værd at investere i.

De tre personer har tidligere været involveret i andre projekter i Nørager, for eksempel byens sundhedshus med bl.a. læge og tandlæger, det nye friplejehjem og byparken.

Der er allerede udarbejdet færdige byggeplaner for det nye boligprojekt. Forinden byggeriet kan gå i gang skal Gartneriet Fruekildes drivhuse fjernes, og der skal udarbejdes lokalplan, ligesom projektet skal inddrages i den revision af kommuneplanen, som er i gang.

Der er mangel på mindre boliger i Nørager. Da en andelsbolig for nylig blev ledig, var der f. eks. fem borgere, som kappedes om at erhverve den. Der er ligeledes hårdt pres på almene boliger. Og endelig er der mangel på byggegrunde til parcelhuse, men her er der dog enkelte nye grunde på vej til at blive klargjort.

Projektet vil derfor passe godt for Nørager, og forventningen er, at det vil blive godt modtaget af kommunen og inddraget i den kommende byudvikling for Nørager.

Om projektet siger byrådsmedlem Jeppe Ugilt:

- Det her er en fantastisk mulighed for at få omdannet et centralt beliggende område i Nørager til attraktive lejeboliger. Man har mange steder set, at når gartnerier ikke længere er i drift, kan det resultere i tomme drivhuse, der står og forfalder i mange år, og derfor synes jeg, at det er flot, at familien Fruekilde har grebet muligheden for at medvirke til en byfornyelse. Selv om det altid er trist, når et lokalt erhverv lukkes ned, så åbner det her mulighed for et nyt spændende område i Nørager, der forhåbentlig på sigt kan udvikles endnu mere.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"