200 unge spillere starter sæsonen

Tirsdag, 09/03/2010 14:30

STORVORDE: Der var strålende sol over banerne på Storvorde-Sejlflod Boldklubs anlæg i lørdags, da den 2. af 3 standerhejsninger fandt sted.
Den 1. løb af stabelen i starten af  februar og gjaldt seniorerne. Den sidste finder sted i slutningen af marts og omfatter de aller mindste fodboldspillere samt grand old boys.
Og i lørdags gjaldt det så ungdomsholdene fra 9-13 år. I alt 200 spillere er medlemmer i SSB under ungdomsafdelingen, der starter ved 6 år og slutter ved 19.
Der var mødt ca. 60 mennesker frem. Ud over spillere og trænere var der en del forældre og andre interesserede på pladsen. De hørte SSBs formand Sten Kristensen byde velkommen.
Sten Kristensen var glad for den dejlige sol, men kunne godt ønske sig et lidt bedre underlag. Og ganske rigtigt: Ikke et græsstrå var at se på bane arealerne. Alt var dækket af sne.
I sin tale kom Sten kort ind på klubbens virke og så frem til en god sæson. SSB går ind i et jubilæumsår, idet klubben til juni fylder 70 år.
Med ønsket om en god træning, slap han de unge løs. Og med formandens ord om varme pølser bagefter, virkede spillerne særdeles energiske. Sneen havde i øvrigt en tykkelse og fasthed, så det slet ikke var umuligt, hverken at løbetræne eller spille noget fodbold. Og det skete så med energi og varme ånde stående ud af munden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"