To 12-årige Aars piger knækker cancer

Af Ture Damtoft, Fredag, 11/10/2019 10:16

AARS: Caroline Plagmann og Nicoline Pedersen har arbejdet et helt år på at samle penge ind til Knæk Cancer.

De 12-årige piger, der går i 6.A. på Aars Skole, har i sol, slud og ikke mindst regn stemmet på dørklokkerne i det meste af Aars for at sælge deres håndlavede perleplader eller malede sten med Knæk Cancer logoet og et positivt budskab på.

- Jeg så Knæk Cancer showet flere gange, og sidste år tænkte jeg, jeg selv ville gøre noget. Jeg tænker på dem, som har kræft, og vil gerne hjælpe dem, siger Caroline Plagmann.

Veninden, BFF bekræfter de begge to, Nicoline Pedersen spurgte med det samme, om hun måtte være med, og når Knæk Cancer showet ruller over skærmen igen, har de samlet penge ind i et helt år.

Nicolines inspiration var bl.a. en indlægning for en ikke alvorlig sygdom på hospitalet i Aalborg. Hun lå på afdelingen lige ved siden af kræftsyge børn.

- De var helt blege og helt skallede. Det er forfærdeligt at tænke på, og så kunne man måske hjælpe, fortæller Nicoline Pedersen.

Indtil videre er det blevet til 2200 kroner, de sidste 200 samlet ind på en meget regnvåd torsdag eftermiddag.

Om 45 minutter, dvs. kl. 11 fredag 11. oktober, skal de være med til at lave danmarks største levende Knæk Cancer blomst.

- Jeg glæder mig mega meget, siger Caroline Plagmann.

- Det er rigtig godt, vi laver sådan et arrangement. Så lærer flere om det, for nogle af drengene i vores klasse ved ikke rigtig hvad Knæk Cancer er, siger Nicoline Pedersen.

Læs hele historien om de to 12-åriges indsamling i Aars Avis onsdag...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"