102 elever fra Haubro Friskole på lejrskole

Af Torsten Hansen, Fredag, 24/05/2019 12:46

Fire dages lejrskole ved Oddesund

HAUBRO: I tirsdags, 21. maj, stod 102 elever fra 0-8. klasse på Haubro Friskole klar med pakkede tasker og soveposer. To store busser med trailer med elevernes tasker ankom.

Der var sommerfugle i maverne. De 102 elever satte sig i busserne og vinkede til deres forældre, da bussen dyttede og trillede afsted til lejrskolen.

Eleverne fra Haubro Friskole skulle i fire dage slå lejr ved Oddesundlejren lidt nord for Struer.

På turen oplevede eleverne en spændende fortælling og middelalderen, da vi besøgte Spøttrup Borg. Her blev vist rundt i hold. Vi hørte om spøgelser, middelalderens ”hemmeligheder” i væggene og endda også lidt om hvad en biskop spiste og fordrev sin tid med, når han boede på borgen.

Når lejrskolen ligger midt i Limfjorden med vand på to sider, er det også nærliggende at lære om de danske rovfugle, så et stjerneløb om rovfugle blev der også tid til. Eleverne erfarede mange forskelle og ligheder mellem ørne, falke, musvåger og høge.

Der er også altid tid til boldspil, bål og snobrød og kreative aktiviteter når vi er på lejr. Og endda også et lille eventyr ved sengetid kan lærerne lokkes til.

Fredag formiddag kørte busserne hjem igen, og de trætte børn kom hjem til deres forældre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"