100 gange er nålen blevet stukket ind i hans arm

Onsdag, 26/05/2010 08:59

Ole Johansen, Aars, har nået et flot jubilæum

AARS: Det var med et stort smil over hele hovedet, at Ole Johansen, Aars, fik stukket en nål i armen i torsdags.
Mange bryder sig ikke om at blive stukket, men man kan roligt sige, at Ole Johansen er vant til det. Det var nemlig gang nummer 100 at han var bloddonor.
Det lidt usædvanlige jubilæum foregik i donorbussen ved Erhvervsskolerne i Aars, hvor jubilaren var mødt op og havde følgeskab af sin kone og formanden for Vesthimmerlands Donorkorps.
Ole Johansen var i højt humør og hyggede sig ekstra med at se, at personalet havde medbragt dannebrogsflag i dagens anledning.
Jubilaren lod sig første gang tappe, da han var soldat, siden er han blevet tappet to til tre gange om året, og i en alder af 63 år fik han nålen i armen gang nummer 100.
Ole Johansen har mulighed for at nå lidt flere tapninger, idet aldersgrænsen for donorer er sat op til 67 år.
Selve tapningen foregår forholdsvis hurtigt i donorbussen. De seks brikse er konstant i brug, og det samme er pladserne i venteafdelingen.
- Det tager normalt omkring 10 minutter at få tappet en halv liter blod, forklarer Ole Johansen.
Men denne gang var bioanalytiker Birgitte Reeslev hurtigere til at erklære posen fyldt. Det tog cirka seks minutter, men inden da havde der været lidt besværligheder med at finde en brugbar vene.
Ole Johansens papirer fortæller også, at han har lidt vanskelige vener.
- Heldigvis står der vener, griner Ole Johansen.
Han vil fortsætte med at komme og få tappet blod så længe han kan få lov.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"