100 år med idræt og sport i Haverslev

Onsdag, 15/08/2018 08:50

HIF blev fejret med optog og reception i Haverslev

HAVERSLEV: Haverslev Idræts Forening fejrede i weekenden 100 års jubilæum. Men faktisk går idrættens historie lidt længere tilbage.
Vi skal 119 år tilbage i Haverslev. Da satte lærer Johannes Saaby fra Brorstrup gang i oprettelsen af Haverslev Gymnastikforening.
Historien fortæller (Haverslev gennem 100 år af Villy Christensen), at lærer Saaby fik sat gang i opførelsen af Mejlby Forsamlingshus, hvor der så også kunne dyrkes gymnastik. Det blev dog en kortvarig affære, for Saabys bestyrelseskolleger i Mejlby Forsamlingshus, kom i tanker om, at de ”badutspringere” ikke længere måtte hoppe rundt og måske ødelægge det pæne nye gulv i forsamlingshuset.
Heldigvis for gymnastikken og lærer Saaby havde man ikke samme betænkeligheder i Haverslev – her måtte man gerne springe badut, også i byens forsamlingshus.
Årene gik med lidt gymnastik, lidt udflugter, lidt foredrag, lidt fodbold, og i 1918 blev der så sat turbo på idræts- og sportslivet i Haverslev.
Haverslev Idræts Forening blev stiftet – i 1918 – for 100 år siden.
Optog
100 års jubilæet blev for alvor fejret i lørdags med brunch for alle i byen, optog gennem hele byen med Kimbrergarden fra Aars, fodboldkampe, en munter reception med mange 100 års anekdoter, og stor aftenfest med musik i Haverslev Hallen.
Optoget gennem den flagsmykkede by startede ved Haverslev Hallen, og bevægede sig hen ad Strandvejen, Jyllandsgade, Østergade, Bøgevej, Søndergade, Dahlsensvej, og sluttelig gjorde opstilling og vendte omkring ved Haverslevs ældrecenter, Haversdal.
Optoget, hvor alle aldre var repræsenteret i deres respektive trøjer, bevægede sig taktfast og roligt afsted, med Kimbrergarden som spydspids. Der blev spillet hele vejen, og den dygtige garde gav et par ekstra numre ved ankomsten til Haversdal, hvor beboerne var klar til at kippe med flaget og klappe.
Reception
Ved receptionen senere på dagen, hvor HIFs formand Palle Stubberup Ebeling bød velkommen, var der mange der ønskede ordet, og der blev fortalt både om gamle dage og udtalt alle gode ønsker for HIF – også de næste 100 år.
Gert Fischer, der havde et telegram med fra Rebild Kommune, kunne berette om fodboldkampe gennem 60 år, bl.a. også mod Haverslev.
- 1200 kampe har jeg spillet siden da, og det er uvurderligt, hvad der er sket gennem alle de år. Det er en kæmpestor dag, hvor alle de frivillige skal hædres, sagde han.
Marie Nordskov Nielsen, der er stærkt involveret i gymnastikken under HIF, kunne fortælle om gymnastikkens ca. 250 aktive, hvoraf mange er børn. Gymnastikken har 40 instruktører, og har et fortrinligt samarbejde med HCI (byens idrætsefterskole), hvor foreningen bl.a. kan træne på redskaber.
- Vi har et godt tilbud til gymnaster, og holder opvisning én gang om året. Også i forbindelse med gymnastikken er den frivillige indsats alfa og omega, sagde Marie Nordskov Nielsen.
Joan Straarup, der bl.a. er leder af Tuen, formand for Ungdomsudvalget i Haverslev, samt formand for Løbeklubben Run For Fun, omtalte også med tak de mange frivillige. For eksempel fodbolddommere, arbejde med klubblad, holde orden på boldrum m.m.
- Én gang frivillig, altid frivillig, så, tusind tak til alle de frivillige, sammenfattede Joan Straarup.
Videre i tale-rækken kom Anna-Marie Svenstrup, der er repræsentant for håndbolden under HIF. Hun læste et fint digt op om den 100-årige.
Hans Thorup fortalte mange sjove anekdoter fra ældre tid, da bl.a. bestyrelsesmøder og generalforsamlinger blev holdt på Haverslev Kro. Da kunne det godt ind imellem gå lidt hårdt til, når alle sandhederne efter et par genstande kom frem. Ligesom på banen, hvor det kunne lyde fra tilskuerrækkerne: ”Stik ham én” (det har sikkert været en udenbys, der skulle have en lærestreg/red.). Det var tider, og på trøjerne reklamerede HAME is. Det var også tiden inden benskinner. Spillerne brugte gamle aviser der blev stoppet ned i strømperne.
Hans Thorup sluttede: ”Jeg var på det allerførste ungdomshold. Det var en fantastisk tid, hvor Haverslev var verdens navle”.
Søren Pindstrup, repræsentant fra DBU, medbragte en stor hilsen fra hovedorganisationen, samt bl.a. et par sække friske nye bolde til de næste 100 år.
100 år med liv og glade dage. Med bold og mange gode timer sammen med kammeraterne. Idræt og sport er heldigvis kommet for at blive!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"