Én Knæk Cancer blomst og 1600 børn

Af Ture Damtoft, Fredag, 11/10/2019 14:34

AARS: Arrangørerne havde bedt om godt vejr, og i godt en time fredag formiddag, 11. oktober, blev ønsket heldigvis opfyldt for de 1600 børn, der formede danmarks største levende Knæk Cancer blomst på Sondrup Park stadion.

Børnene kom fra skoler og børnehaver i Aars, og på slaget 11 blev de udstyret med røde og sorte bøllehatte og begyndte at tage opstilling i formationen, der formede Knæk Cancer blomsten på en efterhånden godt mudret fodboldbane.

- Børnene var helt gennemblødte efter at have løbet i en time i regnvejr. Et par børnehaver sagde, de ville tage hjem, fordi børnene frøs, men heldigvis blev de, til vi formede blomsten, siger Birgitte Landry fra Aars Knækker Cancer.

Trods lidt blæst og kulde var der lutter kæmpestore smil hos børnene, der også var blevet godt underholdt med levende musik i ventetiden mellem løb og blomst.

Til skolernes motionsdag bliver der altdi løbet, men i år havde børnene i Aars også fået sponsorer, så de løb penge ind til Aars Knækker Cancer for hver omgang.

- Der går nok en uges tid, inden vi kender det endelige beløb, men jeg tror, vi kommer over 50.000 kroner, og vi havde regnet med omkring 10.000 kroner, siger Brian Otte, der også er en af ildsjælene bag Aars Knækker Cancer, som i øvrigt begynder deres salg af 6000 små rør med gevinster i hver syvende i morgen.

Læs mere i Aars Avis onsdag...

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"