Ældrebadminton i gang i Suldrup

Onsdag, 27/01/2010 10:47

SULDRUP: Den 7. januar besluttede man, på trods af aflysninger alle steder i Nordjylland på grund af snevejret, at starte med ældrebadminton i Stensbohallen i Suldrup.
Selv om folk måtte vade gennem sneen for at komme i hallen, mødte der ikke mindre end 25 personer over 60 år op, og Knud W. Qvist bød dem velkommen på vegne af idrætsklubben Frem Sønderup-Suldrup.
Man startede med en let opvarmning ved at vandre rundt i hallen, hvorefter man greb ketscher og bolde og spillede to og to over for hinanden. Derefter spillede man almindeligt efter de nye regler, som mange af de fremmødte ikke kendte, men alligevel kom rigtig godt efter.
Det viste sig, at en halv snes spillere ikke før havde haft kendskab til badminton, så der er ingen tvivl om, at der virkeligt er et behov for denne form for motion.
Efter to timer ihærdig udfoldelse i hallen, mødte man op i cafeteriet, hvor der blev serveret kaffe og rundstykker, og alle mente, at de havde fået en god gang motion og et hyggeligt spil.
Den 14. januar fortsatte tilmeldingerne, idet der denne gang mødte 33 spillere op. Også to repræsentanter fra DGI Nordjylland  mødte op med ketcher, bolde og  ekstra net, så alle kunne være i sving i to timer. DGI-folkene fortalte de fremmødte om, hvad man indenfor DGI gør for at få flere ældre til at spille badminton og på den måde få flere til at dyrke motion til fremme for heldbred og velvære. Her må man på ingen måde se bort fra det sociale ved at møde så mange ligestillede.
Også på andendagen var der stor udfoldelse på banerne, så det må nok siges, at oprettelsen af ældrebadminton i Suldrup er en succes. Det har vist sig at kun omkring ti af spillerne i forvejen dyrker badminton som motion. Det er dog i aftentimerne, de spiller.
En af motionisterne udtalte sig på andendage: - Det er sandelig noget, der giver motion. Jeg var øm i hele kroppen i flere dagen efter. 
Her kan vi kun sige: - Ja, badminton rører ved nogle muskler, som du til daglig ikke bruger, så det er virkelig sundt at være med til ældrebadminton.
Også på andendagen mødtes man i cafeteriet til kaffe og rundstykker.
Igen på tredjedagen den 21. januar kom der nye medlemmer til, så tallet er nu oppe på 35 spillere. Igen stor udfoldelse på banerne, og alle mødtes i cafeteriet senere, hvor snakken gik ivrigt om dagens strabadser.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"