Ældre Sagen i Løgstør holdt årsmøde i Byens Hus

Onsdag, 10/03/2010 08:11

Der var igen i år fin tilslutning til årsmødet den 5. marts, idet 83 personer tog imod invitationen til at høre om og få indflydelse på, hvem der skal repræsentere lokalkomiteen det næste år.
Formanden kom i sin beretning ind på de aktiviteter, der holdes lokalt. Hver mandag deltager 35 aktivt i fitness  i Løgstør Hallen. I Gatten spiller 116 personer  bowling hver anden torsdag. På grund af pladsmangel måtte de 20 personer, der deltager i linedance  flytte til større lokaler på Røde Kors Hjemmet. Desværre må de 60 personer, der plejer at være aktive i Rønbjerg vente på bedre tider, forhåbentlig kan vi etablere en aftale til efteråret.
EDB består af  tre hold i år og kan godt bruge flere frivillige undervisere.
Søborg Olsen er primusmotor i petanque-spil. Det gik så godt sidste år, at to hold fra Løgstør kom videre til finalen i Tivoli.
Læseklubben i Ranum er for tiden inaktiv, da de mangler en frivillig leder til klubben.
Som noget nyt har vi afholdt en søndagscafé i november. Der holdes søndagscafé igen  den 21. marts.
Der var god tilslutning til Holland-, Øland- og Gjølturen med spisning af ål på Gjøl Kro.
 Komiteen efterlyser personer, der har interesse i at gøre et stykke frivilligt arbejde, samt  ideer til nye tiltag og udflugter.
Efter formand  Stense Berggreins beretning og  fremlæggelse af regnskab ved kasserer Kirsten Johansson, gik man over til valg af fire komitemedlemmer og to suppleanter.
Genvalgt for to år: Kirsten Johansson, Erling Nielsen og Mie Østergaard Jensen.
Nyvalgt til komiteen: Åse Lund.
Som suppleant for et år: Birthe K. Jensen og Preben Jensen.
Stense takkede Martha Thorsøe for det arbejde, hun har udført som medlem af komiteen gennem  flere år.
Efter spisningen gav Ældre Rådets nye formand Erik Stagsted  en orientering. Rådet består af 11 personer. Rådets opgave er løbende at holde kontakt til ældre borgere i kommunen. Hver måned holdes der møde med forvaltningschefen i Vesthimmerlands Kommune, hvor ældres forhold i almindelighed drøftes. Kommunalbestyrelsen har pligt til at høre Ældre Rådet, før sager der vedrører ældres forhold i kommunen behandles. Erik kunne desuden fortælle, at 25% af beboerne i Vesthimmerlands Kommune har rundet de 60 år, og tallet øges med ca. 3.000 om 15 år.
Her fra det gamle Løgstør Kommune har vi to repræsentanter i Ældre Rådet. Begge, både  Erik Stagsted og Michell Jensen, er interesserede i at høre fra ældre borgere, der har noget på hjerte.
Fra forsamlingen blev der stillet spørgsmål til, om rådet ikke kunne arbejde på, at servicebutikken i Rådhuset bliver åbnet en gang om ugen.   

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"