Ældre føler sig trygge i eget hjem

Onsdag, 09/03/2016 21:35

Antallet af ældre stiger betragteligt De store generationer født i årene efter Anden Verdenskrig nærmer sig eller har allerede rundet pensionsalderen, og i de kommende år vil antallet af ældre danskere stige betragteligt. Det betyder blandt andet, at behovet for ældreboliger vil øges, men ifølge Erik Stagsted, er det ikke ensbetydende med flere plejehjem.


Ønsker at blive i eget hjem -Der er en stigende efterspørgsel fra denne befolkningsgruppe, efter at ville blive så længe som muligt i eget hjem, og med den fornødne kommunale hjælp.

Man vil hellere have sit hjem indrettet, så de opfylder de behov, man får, fremfor at blive flyttet på plejehjem, siger Erik Stagsted.

Danske ældreråd, er en paraplyorganisation over de 98 ældreråd, som i landets kommuner varetager ældres interesser. De lokale ældreråd fungerer som talerør til kommunalpolitikere, og som skal høre rådet, før der fremlægges lovforslag med betydning for en kommunes ældre borgere.

Flere ældrevenlige boliger -At lave flere såkaldte ældrevenlige boliger er en ny måde at tænke på ude i kommunerne, og det handler om tryghed, understreger Erik Stagsted.

Handler om tryghed Idéen bygger på den tanke, at man føler sig tryg i sit eget hjem, fordi man har boet der i årtier.


-Det er en psykologisk faktor. Hvis man sætter sig ned i sit eget hjem og lukker øjnene, er der ikke én lyd, der giver utryghed. Hvis det larmer i opgangen, ved man, at det bare var posten, der kom, og lyden fra naboen, der kommer hjem klokken 5 om morgenen, vækker ikke uro, for det gør han altid. Den tryghed tager lang tid at opbygge, så når man kommer til et nyt sted som for eksempel et plejehjem, føler man sig ikke lige så tryg, heller ikke selvom der er flere mennesker omkring én, forklarer Erik Stagsted.

Rent praktisk handler de ældrevenlige boliger om eksempelvis at gøre plads til en rollator eller save en dørtærskel af, så de ting, der hører med til at blive gammel, kommer til at forløbe så gnidningsfrit som muligt.

-Og for kommunerne er det en langt billigere metode end at flytte folk på plejehjem, fremhæver Erik Stagsted.


Tilpasset indretning En tilpasset indretning af de ældres egne boliger er også et bedre alternativ end at bygge klynger af ældreboliger tæt på hinanden, mener Erik Stagsted.


-At have 60-70 ældreboliger ved siden af hinanden er fordelagtigt for hjemmeplejen, fordi mange ældre er samlet ét sted. Men desværre finder tyveknægtene også hurtigt ud af det. Og når de ved, at der her bor en masse ældre mennesker, som måske glemmer at låse døren, så er det et rent tagselvbord for de kriminelle. Og det skaber jo ikke tryghed, konstaterer Erik Stagsted. 


Teknologi og værdighed Indretningen af ældrevenlige boliger, hvor de ældre i højere grad kan klare sig selv, kan blandt andet ske ved hjælp af moderne teknologi som spiserobotter og selvskyllende toiletter.


-De ældre i dag er ikke lige så teknologiforskrækkede som de tidligere generationer. Vi har været med hele vejen og accepteret, at vi gerne vil bruge de tekniske hjælpemidler, faktisk er vi ind i mellem helt afhængige af dem, siger Erik Stagsted og uddyber:

Og det er for eksempel mindst lige så værdigt at få hjælp til spisningen af en robot som at blive madet af en hjemmeplejer. Det vigtigste er nemlig, at den ældre selv kan bestemme, hvornår han eller hun har lyst.


Det har simpelthen i allerhøjeste grad, noget med værdighed at gøre.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"