Ægte bagerbrød fra Farsø Bageri

Tirsdag, 22/03/2016 15:10

Farsø bageri frem for Bakeoff brød

Hos SuperBrugserne i Løgstør og Aalestrup har man med succes valgt at udskifte deres bakeoff brød med ægte bagerbrød fra Farsø Bageri.


Det er ægte bagerbrød, vi nu tilbyder vores kunder. Og kunderne er da også vilde med skiftet fra bakeoff til ægte, lokalt bagerbrød. Siden vi skiftede fra bakeoff brød til ægte bagerbrød fra Farsø bageri, så har vi klart mærket en stigning i salget af friskt bagt brød og kage, fortæller brugsuddeler Flemming Pedersen fra SuperBrugsen i Løgstør.

 

Udover de to SuperBrugser i Løgstør og Aalestrup, så har blandt andet også Feriecenteret Dayz i Rønbjerg valgt at lade Farsø Bageri levere brød og kager til deres brødudsalg – til både deres feriegæsters - og de lokale Rønbjergborgeres store tilfredsstillelse.

 

Virksomheder får leveret brød til døren

Farsø Bageri har også succes med levering af brød, sandwich, kager m.m. til lokale virksomheder.


- Det er noget vi mærker en stigende interesse for. Vi leverer morgenbrødet til kantinen, sandwichen til frokosten og kagerne til eftermiddagsmødet. Det er alt fra den lokale blikkenslager til de mere end 50 ansatte på Uno Form i Farsø, der gør brug af vores virksomhedsordning med levering af friskt brød. Hos os er ingen kunde for stor eller for lille, smiler Peter Holleufer, medejer af Farsø Bageri. 

 

Fleksible og leverer til tiden

Og tilfredsheden med virksomhedsaftalen om levering af brød er gensidig. Hos Unoform har man ikke et øjeblik fortrudt, at man får sit brød leveret af Farsø Bageri.


-Deres brød smager rigtigt godt. De er kvalitetsbevidste, fleksible og leverer altid til tiden. Har vi brug for noget ekstraordinært brød eller kage til et møde eller andet arrangement, så er Farsø Bageri altid villige til at bage løs, fortæller servicemedarbejder hos Uno Form, Tove Nielsen, der står for den daglige kontakt med Farsø Bageri.

 

Nye kunder ønskes

Hos Farsø bageri har de positive tilbagemeldinger givet dem lyst til at slå endnu større brød op. Der er derfor planer om at udvide med endnu flere brødudsalg og virksomhedsaftaler.


-Vi er stolte og beærede over, at flere og flere får øjnene op for vores gode bagværk. Vi forsøger hele tiden at forbedre os, også når det gælder vores brød ud-af-bageriet. Derfor vil kunder i fremtiden kunne se en større variation af brød og kage i vores brødudsalg, ligesom vi vil lancere flere kampagner og tilbud på godt brød, forklarer Peter Holleufer.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"