Åbent brev til politikerne i Vesthimmerlands Kommune

Torsdag, 17/12/2009 14:00

Kære politikere
Vi vil gøre byrådet opmærksom på, at de varslede besparelser, der påtænkes i hjemmesygeplejen i Vesthimmerlands Kommune, iver anledning til stor bekymring blandt hjemmesygeplejerskerne. 
De ældre og syge bliver taberne i denne besparelse.
Sundhedsudvalget skulle træffe en afgørelse onsdg den 8. december, men valgte at udsætte afgørelsen til byrådsmødet den 17. december 2009. Sundhedsudvalget har formentlig set, hvilke konsekvenser, besparelserne ville få for de svageste i samfundet, hvorfor de valgte at lade byrådet træffe afgørelsen.
Ingen kan være i tvivl om, at kommunens økonomiske situation langt fra er ønskværdig.
Dog vil vi henstille til, at man tager med i overvejelserne, at disse varslede besparelser umiddelbart kommer til at gå ud over de mennesker, der ofte ikke selv magter at tage hånd om deres egen situation eller er afhængig af andres hjælp.
Der vil komme øgede udgifter til genindlæggelser og tidligere behov for plejebolig.
Det vil ikke være muligt at modtage færdigbehandlede borgere i eget hjem i samme omfang som nu, ligesom det ikke vil være muligt at tilbyde tilstrækkelig pleje til svært syge og døende.
Det vil på sigt betyde, at indlæggelsesdagene øges væsentlig og kommunens udgifter stiger i samme omfang. Samtidig vil kommunens borgere opleve en forringet livskvalitet.
Takket være en professionel indsats med høj kvalitet og vedvarende udvikling blandt sygeplejerskerne, får vores ældre og syge medborgere nu en god og professionel pleje i deres eget hjem. Vi har mulighed for at planlægge og udføre et godt og professionelt pleje- og behandlingsforløb til glæde og gavn for alle.
Hvis de foreslåede besparelser i sygeplejen og hjemmeplejen bliver en realitet, må vi alle i Vesthimmerlands kommune indstille os på, at plejen og omsorgen af de ældre og alvorligt syge i fremtiden bliver en ganske anden.
Udviklingen i sundhedsvæsnet stiller nye og større krav til sygeplejen.
Det skyldes blandt andet den øgede specialisering på sygehusene i form af accelererede patientforløb, dvs. meget korte indlæggelser. patienterne skal/kan hurtigt udskrives til eget hjem, fordi en behandling nu skal/kan færdiggøres hjemme af hjemmesygeplejen.
Det er dog under forudsætning af, at der er hjemmesygeplejersker til at varetage de specialiserede opgaver!
Der kommer et stigende antal kronisk syge. Der sker hele tiden udvikling af sygepleje- og behandlingsmetoder samt øgede krav til dokumentation, bl.a. som led i kvalitetsudvikling af sygeplejen.
Udviklingen indebæer, at hjemmesygeplejersker i øget omfang skal løse komplicerede og specialiserede sundhedsopgaver i tæt samspil med borgere, sygehuse og praktiserende læger. Herunder forebyggende tiltag.
Derfor er det nødvendigt, at hjemmesygeplejen kan honorere de krav, der stilles fra omverdenen.
Vi er meget bekymrede for fremtidens hjemmesygepleje i Vesthimmerlands kommune, hvis de varslede personalebesparelser på mere end 15% af sygeplejerskenormeringen bliver en realitet.
»Det er kommunalbestyrelsens ansvar, at den kommunale hjemmesygepleje tilrettelægges således, at de behov for sygepleje, der opstår i lokalsamfundet, kan imødekommes med hensyn til kvalitet, koordination og kommunikation.« Jvf. Sundhedslovens § 138 og vejledning nr. 102 af 11/12 2006: Vejledning om hjemmesygepleje.
Med venlig hilsen
Hjemmesygeplejerskerne i Vesthimmerlands Kommune

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"