Øster Hornum FDF og Suldrup FDF på Hogwarts

Onsdag, 28/07/2010 09:24

Øster Hornum FDF og Suldrup FDF har igen i år holdt fælles sommerlejr. I år var man på Harry Potter lejr. I bagende sol blev Cimbrerborgen ved Trend ”forvandlet” til Hogwarts i fem dage, hvor børnene skulle få færdigheder, så de kunne bekæmpe den onde Lord Voldemort.
Børnene blev den første dag fordelt på de fire kollegier Slytherin, Hufflepuff, Ravenclaw og Gryffindor. Dette skete med den magiske fordelingshat, der kunne tale. Der efter var der festmiddag i spisesalen, og dagen sluttede med, at dem der turde så filmen ”Harry Potter og de vises sten”.
Dag nummer to blev brugt på at fremstille usynlighedskapper, tryllestave og flyve koste. Om eftermiddagen blev der spillet Quidditch – et magisk boldspil for troldmænd og hekse, hvor man skulle ”flyve” på kostene.
Dag nummer tre lavede børnene selv mad sammen med halvkæmpen Haggrid. Menuen stod på blå drageæg, dragebøffer, sneglemos og nye kartofler. Om eftermiddagen var der en fælles tur til en nærliggende badebro, hvor alle fik en dukkert i Limfjordens vande.
Da alle var lagt i seng og der næsten var ro på sovesalene, blev børnene pludselig vækket. Der var fundet spor af enhjørningeblod omkring Hogwarts, og man måtte ud og hjælpe den stakkels tilskadekomne enhjørning. Med en del bæven, begav børnene - sammen med en voksen – sig ud i skumringen, hvor enhjørningens blod kunne ses som lysende klatter i mørket. Der var forskellige udfordringer på turen. Man skulle passere et kæmpe stort edderkoppespind, smage på (slik)insekter og ride på en kentaur. På den sidste post fik børnene at vide, at enhjørningen var i god behold. Men ”De vises sten” måtte bringes til Hogwarts. De var ikke mere i sikkerhed hos enhjørningerne.
Næste dag sov børnene længe efter nattens udfordringer. Om eftermiddagen havde et drillespøgelse snuppet de fire kollegiers våbenskjold. For at få dem tilbage, måtte børnene endnu engang arbejde sammen om at løse forskellige udfordringer. De skulle gætte ting de ikke kunne se men kun mærke. Der skulle tændes et lys ude midt i sumpen – uden at man måtte gå ind til lyset. En bold skulle flyttes i tagrender uden at falde på jorden. De skulle huske ting de kun så en gang, og de skulle gå baglæns igennem en labyrint ved at se i et spejl.
Da alle havde udført opgaverne, fik hvert hold et kort, så de kunne finde deres skjold, og bringe det tilbage til spisesalen. Endnu engang blev der tid til at blive afkølet i fjorden.
Den sidste dag skulle der pakkes og gøres rent. Men det sidste slag mod Lord Voldemort skulle også stå. Nu skulle børnene bruge alt hvad de havde lært. De vises sten var blevet fjernet fra spisesalen, og skolens rektor Dumbledore forbød børnene at forlade skolen. Men børnene ville rede stenen, så de stak af fra spisesalen. For at komme væk fra skolen, skulle de åbne en bom, ved at kaste sten i en spand. Der efter skulle de få uhyret Fluffy med tre hoveder til at sove, ved at nynne eller spille en sang, der fik ham til at sove. Til sidst skulle de igennem en stor lem, der var placeret for enden af en lang sæbe glidebane.
Efter frokost skulle børnene drikke trylledrik der forvandlede dem til dyr, passere et stykke hvor jorden var giftig og fyldt med farlige dyr og til slut finde kisten med de vises sten. Her ville en af skolens professorer lokke stenene fra børnene, det viste sig dog, at det i virkeligheden var den onde Lord Voldemort, der forsøgte at narre børnene, og til slut måtte de have hjælp fra Dumbledore for at klare Voldemort. Endelig sidst på eftermiddagen blev børnene igen forenet med deres forældre.
Lejren sluttede med fællesspisning af forældrenes medbragte mad. Det var en flok trætte børn og voksne, der drog hjem fra en dejlig sommerlejr.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"