Corona: 12 nye smittede i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Mandag, 12/04/2021 14:38

VESTHIMMERLAND: De seneste 24 timer er der konstateret 12 nye tilfælde af corona-virus i Vesthimmerlands Kommune.

Incidens-tallet er dog fortsat relativt lavt på 76,4 pr. 100.000 indbyggere.

Det placerer Vesthimmerland som nummer 33 af landets 98 kommuner.

- Det er sandsynligt, det er påske-effekten, vi ser, men incidens-tallet er ikke bekymrende højt, siger Anne Krøjer, sundhedsdirektør i Vesthimmerlands Kommune.

Ifølge de nye retningslinjer om lokale nedlukninger, skal det kommunale incidens-tal være på 200, inden der skal lukkes ned.

I denne uge begynder den daglige orientering til kommunerne om incidens-tal på sogne-niveau, og der er incidens-tallet kun et pejlemærke.

Det skyldes de store udsving nogle få - eller i tilfældet Vildsted Sogn et enkelt - corona-tilfælde kan have.

Der er 376 indbyggere i sognet og altså et enkelt tilfælde, som betyder en incidens-rate på 266.

- Det er klart, at når vi er nede i meget små indbyggertal, så kan der være store udsving, og det gør det lidt svært. Vi skal lige lære at bruge og forstå tallene, men det er et redskab til at kunne lave nålestiksoperationer med helt lokale nedlukninger, hvis et udbrud konstateres, siger Anne Krøjer.

På landsplan

Der er 514 nye tilfælde af corona det seneste døgn. Det er af 155.519 PCR-tests og giver en positiv-procent på 0,33.

Antallet af indlagte er faldet med fire til 207 - 40 på intensiv og 28 i respirator.

Yderligere to er døde med/af virussen. I alt er 2443 døde af 238.306 bekræftede tilfælde, en dødelighed på lige over én procent.

Vaccine indsats

I dag 12. april er også "store vaccinationsdag", hvor 100.000 danskere skal have første eller andet stik.

I Messecenter Vesthimmerland i Aars har indtil videre 353 borgere fået andet stik.

Det har øget procenten af færdigvaccinerede fra 7,9 til 8,9 - hvilket er 3235 borgere.

5897 svarende til 16,2 pct. har fået første stik.

Vesthimmerland ligger fortsat lidt over gennemsnittet for regionen, hvor tallene er er 15,2 pct. for 1'ste stik og 8,1 pct. for 2'dt stik.

Test indsats

Åbningstiderne for både PCR og lyntests er blevet udvidet i denne uge, så der er åbent kl. 9 til 19 mandag, tirsdag, torsdag og fredag.

PCR-tests foregår i Messecenter Vesthimmerland og lyntests i hallen ved Erhvervsskolerne Aars - nu HEG.

Der skal bookes tid til PCR test men ikke til lyntest.

Yderligere oplysninger om test for corona kan findes på Vesthimmerlands Kommunes eller Region Nordjyllands hjemmesider.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"