Russere havde en dejlig sommerferie i Blære

Har mange oplevelser med hjem i bagagen

BLÆRE: Alle de russiske børn og ledere der har holdt ferie på Blære skole, og hos private familier her i Vesthimmerland, er nu velankommet til Bryansk regionen i Rusland igen, de fleste af dem til byen Zjukovka.
- Vi har allerede fået tilbagemelding fra lederne, at de har haft et dejligt og uforglemmeligt ophold her i Danmark, og de var alle meget tilfredse med opholdet her, siger Jørgen Calmann fra Dansk Russisk Humanitærhjælp.
Under opholdet her, har de været på en masse forskellige udflugter.
De har en hel dag været i Djurs sommerland, som var en stor oplevelse for dem, da der ikke er den slags parker i Rusland, og så var de en hel dag i Jesperhus Blomsterpark, som var en ligeså god oplevelse for dem alle, her oplevede de både Zoo., blomsterpark og legeland i en park.
De var også flere gange inde i Aars friluftbad, hvor de fik gratis adgang, og en del var med en tur til Rønbjerg Badeland.
De var også en tur til Vesterhavet, hvor det for de fleste var første gang de oplevede at være ved havet, og de var meget betaget af de store bølger.
De er alle kun vant til at bade i de russiske floder, som er af en vis ukendt vandkvalitet.
En tur til Aars skov blev det også til, men det var ikke den helt store oplevelse, de havde aldrig set en så lille skov før, de er vant til enorme skove.
Stor gård
Under opholdet, fik vi mange besøg på skolen, af folk der ville hilse på russerne, og mange der kom med gaver til dem.
Blandt gæsterne var Ole og Aleksandra fra Holmegårdsvej 37, Farsø. De inviterede alle russerne til at besøge deres gård, hvor der var et helt eldorado af gamle traktorer og landbrugsredskaber, som Ole´s far havde samlet i mange år.
Blandt andet var der alle de høstredskaber, der bruges på Hessel.
Børnene fik lov til at kravle op i alle maskinerne, og det var rigtigt noget de kunne bruge.
- Senere på dagen gik vi over til Ole´s forældre, som havde en stor moderne gård med kvæg og malkekøer, der blev drevet med den nyeste teknologi, og hvor køerne blev malket 3 gange i døgnet helt automatisk, fortsætter Jørgen Calmann.
Det var noget de alle var meget betaget af, trods at nogle syntes det lugtede forfærdeligt, de havde aldrig været på en gård før.
Efter besøget hos køerne, gik man tilbage til Oles gård, hvor man lavede grill mad, og kørte tilbage til Blære skole.
Dejligt sted
Børnene var hver dag ude på Multibanen ved skolen og lege, og flere gange lavede vi grill mad dernede.
Blære Skole er et rigtigt dejligt sted, på grund af skolens størrelse og de dejlige omgivelser, og Calmann  takker mange gange Vesthimmerlands Kommune for lån af skolen.
Bageriet Bavinchi i Aars leverede hver dag brød til russerne, og Blære Frugtplantage leverede meget frugt og grønt til russerne, hvilket vi alle var meget glade for.
Mange gaver
Da afrejsens time kom, var der stor bekymring blandt alle russerne. De havde fået så mange gaver og ting, af foreningen og private sponsorer, at de slet ikke kunne have alt med i deres bagage i flyet. De måtte kun have 20 kilo med hver, samt deres håndbagage, som mest var fyldt op med mad til deres lange rejse hjem.
De fik derfor hver en flyttekasse, som de kunne fylde de resterende ting af deres gaver i, og foreningen har nu afsendt alle pakkerne, som i den nærmeste fremtid vil ankomme til dem i Rusland.
- Allerede om 5 uger, kommer yderligere 15 børn og 1 leder her til Vesthimmerland, men de bliver alle indkvarteret hos foreningens værtsfamilier, så der er ikke de store forberedelser ved deres besøg. Vor forening har børn fra Rusland ca. 5 gange om året, slutter Jørgen Calmann.

 

 

 

________________________________________

Til top   
Aars På Nettet   •   c/o Nielsen & Christensen, Dyrskuevej 9   •   9600 Aars   •   Telefon: 98 62 38 66   •   E-mail: webmaster@aars.dk
Design: directIT